En tur på stranden langs Vadehavet og den jyske vestkyst kunne sidste efterår ofte byde på makabre fund.
Nemlig døde sæler.
Museumsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg Lasse Fast Jensen fortæller, at der var tale om en ny type virus.
- Vi så sidste efterår et udbrud af en ny influenzavirus - en type, der hedder H10N7- som ikke var kendt tidligere hos sæler, siger Lasse Fast Jensen.
Naturens måde at sortere på
Nu er omfanget af epidemien gjort op i en ny rapport. Og omkring 26 procent af bestanden af spættede sæler døde. Men det er slet ikke så bekymrende, som det kunne lyde.
- Det er naturens egen måde at justere ind på, og oftest vil man også se, at en stor del af dem, der dør, er svage og afkræftede dyr. Det kan være, at de har en genetisk sammensætning, som er uhensigtsmæssig. Så man kan sige, at vi får ryddet lidt ud i de svagere dyr, siger Lasse Fast Jensen og fortsætter:
- Så gennem den her proces kan man stå med en stærkere bestand i sidste ende, siger Lasse Fast Jensen.