Meget intelligente børn har det ofte svært og mistrives i folkeskolen. Mange lærere mangler redskaber og konkrete undervisningsmaterialer til at undervise de højt begavede børn.
Det mener man i den nystartede aktivitetsforening Kidstarter.
Foreningen vil som noget nyt udvikle særligt undervisningsmateriale til højtbegavede børn, hvor der blandt andet skal bruges video og robotter. Målet er også at undervise lærerne i at tackle de klogeste børn, fortæller foreningens stifter Fadia El-Tal.
- Der er rigtig mange skoler, hvor man har svært ved at forstå de her børn og ikke ved, hvordan man kan hjælpe dem, siger Fadia El-Tal.
En højtbegavet elev per klasse
For halvandet år siden viste en undersøgelse fra kommunernes og regionernes forskningsenhed KORA, at der er omkring 33.000 højt begavede børn i folkeskolen. Det svarer til cirka en i hver klasse.
Fadia El-Tal fortæller, at højt begavede børn ofte får tilbudt undervisningsmateriale fra de ældre klassetrin, men det passer ikke nødvendigvis til dem.
- Det gør bare, at de kører på et spor helt alene og føler sig endnu mere anderledes. Og en otteårig dreng er jo stadig en otteårig dreng, så emnerne skal jo være alderssvarende, siger Fadia El-Tal.
Den nye forening skaber stor glæde hos Nina Marie Callesen fra Nordborg, der er mor til to højtbegavede piger.
Hun mærker, at lærerne ofte har svært ved at håndtere den ældste pige, som går i 1. klasse.
- Bogligt er hun langt fremme. Det betyder, at hun får masser af ekstra kopiark med gentagelser af opgaver i lange baner, fortæller Nina Marie Callesen.
- Det kører hun jo træt i, og så bliver hun enten frustreret og forstyrrer de andre børn. Eller også lukker hun ned og slukker for sig selv og tænker, at det kan være ligegyldigt. Og det er jo rigtigt ærgerligt, siger hun.
Derfor er Nina Marie Callesen begejstret for den nye forenings mål om at lave særligt undervisningsmateriale til højtbegavede børn.
- Jeg synes, det er så fedt, at nogen tager fat i det. Både for at få fokus på det, men også for at få noget konkret materiale. Det er enormt vigtigt, siger Nina Marie Callesen.
Børns læsefærdigheder svinger vildt
Formand for skolelederforeningen Claus Hjortdal hilser den nye forening velkommen.
- Vi er enige i, at lærerne kan være udfordret i forhold til de mest begavede elever. Vi har eksempler på børn i 3. klasse, som læser Harry Potter på engelsk, mens andre stadig er i gang med overhovedet at lære at læse. Så det kan være svært at rumme, siger Claus Hjortdal.
- Derfor er vi som udgangspunkt positive og synes, det er en god idé at udvikle særligt undervisningsmateriale, siger han.
Til sommer holder Kidstarter en sommerlejr i Lunderskov for højtbegavede børn. Her vil foreningen teste nye undervisningsformer og ideer til nyt materiale. Samtidig får børnene mulighed for at møde ligesindede.