Der bliver ikke i første omgang lavet nye retningslinjer for, hvordan de ansatte i Region Syddanmark skal håndtere økonomiske udbetalinger.
Det var der ellers lagt op til forud for forretningsudvalgsmødet, efter at der var blevet udbetalt over 31 millioner kroner for meget til det hollandske ambulanceselskab Bios.
For næstformand i regionen Poul-Erik Svendsen (S) blev det klart i løbet af gårsdagens møde, at der først og fremmest var tale om en menneskelig fejl.
- Og så der er ingen grund til at investere mange millioner i ekstra personer til at kontrollere, siger han som kommentar til, at forvaltningen blandt andet havde foreslået at ansatte fire nye kontrolmedarbejdere.
Forslaget om de fire nye kontrolmedarbejdere var et af i alt 15 konkrete tiltag, som forvaltningen kunne fremlægge for regionsrådets forretningsudvalg.
Forretningsudvalget ville onsdag dog ikke følge forvaltningens anbefaling og stramme op på en hel række områder for at undgå lignede fejl.
Formand for det præhospitale udvalg Thyge Nielsen (V) vil dog stadig bruge sagen til at revidere, hvordan økonomien i regionen bliver styret.
-Der er helt klart ting, vi kan gøre bedre. Sagen er afstedkommet af den måde, vi håndterer ting på, og derfor skal vi drage den lære af det, siger han og fortsætter:
- Vi skal selvfølgelig være bedre til at give redskaberne til de medarbejdere, der har ledelsesansvaret og tilsyn. Det er jo et meget stort ansvar at ligge på en medarbejder, når man siger, at du har ansvaret for, at pengene bliver brugt rigtigt.
Regionsrådet behandler sagen igen den 22. august.