Naboerne til Flyvestation Skrydstrup kan nu se frem til at få 70.000 kroner skattefrit som erstatning for den larm, de nye F35-kampfly vil skabe om få år.
Hidtil har regeringen ellers stået fast på, at naboerne kunne få dækket udgifterne til støjsikring. Men med den nye aftale kan naboerne bruge pengene, som de vil.
Det er første gang, der er sat beløb på naboernes kompensation, og størrelsen ryster Agnes Rosenlund, der er formand for Flyvestation Skrydstrups Naboer.
- Jeg skal lige komme mig over chokket, siger hun, da hun får beskeden af DR Nyheders journalist.
- Det er fuldstændigt urimeligt, at der er nogen, der kun får tilbudt 70.000 kroner, mens naboen lige ved siden af får tilbudt 100 procent erstatning i form af opkøb.
- Det er noget makværk, siger hun.
Havde håbet på en anden model
Den økonomiske kompensation vil især være relevant for de omkring 1.500 naboer, der bor i den såkaldte gule zone længst fra flybasen.
Men Agnes Rosenlund, synes den fremlagte aftale er kedelig nyt for naboerne, fordi de havde håbet, at staten i stedet havde givet en gradvis større kompensation, jo tættere på den røde zone, naboerne bor.
- Jeg er skuffet på vegne af de naboer, som bor op og ned ad den røde zone. De får nu tilbudt 70.000 kroner, men sidder i en situation, hvor de givet vil opleve et betydeligt større tab på deres ejendom.
Staten tilbyder nemlig at opkøbe ejendomme, der ligger i den røde zone, så naboerne deri ikke skal leve i støjen.
Naboerne kan frit bestemme, hvad de vil bruge pengene på. Og selvom det er en positiv nyhed, mener Agnes Rosenlund, at modellen er lavet med hovedet under armen.
- Det her er en situation, vi bestemt ikke havde håbet at ende i. Jeg ved, at der er flere, der taler om, at vi nu må rejse et søgsmål mod den danske stat.