Udlændingeordfører for de radikale, Marlene Borst Hansen, er uenig med Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, når han siger, at flygtningene skal hjælpes i nærområderne og ikke i Danmark.
Marlene Borst Hansen mener, at hjælpen til flygtningene i nærområderne ikke kan stå alene, for Danmark skal også hjælpe dem, der kommer hertil, siger Marlene Borst Hansen.
- Det er jo ikke et enten-eller, det er jo et både-og. Vi hjælper jo massivt i nærområderne. Danmark har jo stået forrest i EU for at få EU til at stå samlet og give både penge og manpower til at hjælpe i nærområderne. Så vi gør jo rigtig meget allerede, siger hun.
R: Husk proportionerne
Desuden mener hun, at Danmark godt kan tage sin andel af flygtningene.
- Der sidder jo tre millioner flygtninge i nærområderne omrkring Syrien lige nu, mens vi har mellem 6000 og 8000 i Danmark, så Kristian Thulesen Dahl skal have proportionerne med, fortæller Marlene Borst Hansen.
Hvor skal de sendes hen?
Kristian Thulesen Dahl besøger i dag asylcentret på Sønderborg Kaserne, hvor han tager budskabet med sig, at hjælpen skal gives i nærområderne fremfor at bruge milliarder af kroner på at hjælpe flygtninge her i landet.
Det handler om at nærområderne skal have tilført mere hjælp og bistand, siger Kristian Thulesen Dahl. Men den køber Marlene Borst Hansen ikke.
- Jeg har ikke set et eneste forslag om, at Dansk Folkeparti ønsker at sende flere penge til eksempelvis Tyrkiet, siger hun og uddyber:
- De flygtninge, der er i Sønderborg, er jo nogle, der er flygtet fra en frygtelig krig. De er nu i Danmark, og hvad er Kristian Thulesen Dahls svar så til dem? Er det at sende dem tilbage til en flygtningelejr i Syrien, eller er det at sende dem til Kenya, spørger Marlene Borst Hansen.
DF: Vi skal hjælpe flest muligt
Kristian Thulesen Dahl siger, at partiet står fast på sin politik.
- Jeg vil slet ikke lægge skjul på, hvad det er, vores politik går ud på. Det handler om, hvordan vi kan hjælpe flest og ikke hjælper dem, der ved egen drift kan søge til Danmark og betale menneskesmuglere for det, siger han.
Og han slår igen fast, at det handler om at hjælpe i nærområderne.
- Når vi taler nærområder, så er det jo Syriens nabolande, vi mener. Og hvordan vi kan sikre, at hjælpen finder sted der, forklarer han.