Ubehagelige beskeder og trusler er en del af hverdagen for flere folketingspolitikere.
Det viser en rundspørge, DR Syd har lavet blandt alle landets 179 folketingspolitikere.
97 folketingspolitikere har svaret på rundspørgen. Heraf svarer næsten halvdelen, at de har prøvet at få en voldstrussel, og mere end hver tredje siger, at de har oplevet at få en dødstrussel.
Eva Kjer Hansen (V) er én af de politikere, der har oplevet trusler. Nogle af dem fra folk, der er taget ud til hendes private bopæl.
- For mig går grænsen ved mine børn. Hvis de indgår i truslerne eller den chikane, jeg bliver udsat for, så gør det virkelig ondt, fortæller hun.
Hun ønsker ikke at fortælle i detaljer om truslerne, men retorikken er generelt barsk, fortæller hun.
- Det er helt utroligt, at folk kan finde på at ytre sig på den måde, siger hun.
Kan afskrække andre
Personligt er Eva Kjer Hansen blevet mere robust med tiden, men hun frygter, hvad det kan få af konsekvenser.
- Vi risikerer, at der er færre, der vil tage den politiske tjans, fordi der følger så meget med. Det gør noget ved en. Det er hårdt, siger hun.
Den opfattelse deler Marcus Knuth (V), der er valgt i Region Sjælland. Han har oplevet at blive udsat for smæderåb og ubehageligheder i forbindelse med sit arbejde.
En oplevelse, der var særlig ubehagelig for ham, var da en person sendte ham ubehagelige mails, mens han fulgte ham via livetransmissionen fra folketingssalen.
- Han skrev: ”Jeg sidder lige nu og ser på dig på tv. Du er dog en usædvanlig, afstumpet, dum stodder”. Det var lige ulækkert nok, at han sad og holdt øje med mig, mens jeg får sådan en mail. Det var over stregen, siger Marcus Knuth.
Bidrag til den gode tone
Sådan nogle oplevelser har fået ham til at overveje jobbet som folketingspolitiker.
- Nogle af de mere eksponerede politikere er nødt til at have sikkerhedsvagter. Der vil jeg nødigt ende, siger han.
Eva Kjer Hansen håber, at alle hjælper hinanden med at tage afstand fra trusler og chikane og bidrage til den gode tone.
- Vi har brug for, at folk kaster sig ind i det politiske arbejde og deltager i diskussionen om, hvordan det danske samfund skal indrettes, siger hun.
Mai Mercado (K) og Yildiz Akdogan (S) er også blandt de folketingspolitikere, der har modtaget trusler.