De forskellige politikredse rundt om i landet bruger i større og større grad det sociale medie Twitter. Antallet af meddelelser til borgerne stiger voldsomt.
Selvom brugen af Twitter viser sig at være nyttig for både borgerne og politiet, så er der meget stor forskel på, hvor aktivt de forskellige politikredse benytter det sociale medie.
Politiet i det sønderjyske fører på tweet-fronten
Syd- og Sønderjyllands Politi ligger i førersædet med antallet at tweets til borgerne. De har snart udsendt 4000 meddelelser til deres 10.000 følgere.
Herefter følger Nordjyllands Politi med knap 3600 tweets til 12.000 interesserede.
Omvendt ser det ud for Københavns Politi, der har den absolut største følgerskare med lige knap 37.000 følgere. De har til gengæld kun udsendt cirka 1500 tweets.
Tricktyve og stjålne papegøjer
Politiet benytter Twitter i det daglige arbejde på en lang række forskellige måder. Det er både en måde at informere borgerne, men i høj grad også en måde at indrage borgerne og indgå i et samarbejde.
-Twitter er en meget stor hjælp for politiet, og et stort tilskud at få befolkningen som medarbejdere, siger kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Helle Lundberg.
I den operationelle hverdag kan vagtchefen komme i kontakt med følgerne af twitter i løbet af kort tid.
Det betyder, at man kan advare om for eksempel tricktyve i et bestemt område, søge vidner til en ulykke eller forbrydelse, informere om eventuelle stop i trafikken eller ganske enkelt informere om en genstand indleveret i politiets varetægt.
Twitter bliver brugt til trafikbeskeder
Twitter bruges også som en service til borgerne fra politiet.
Det kan være information om, hvordan man undgår at blive offer. For eksempel hvordan man undgår indbrud, snyd med dankort eller den helt klassiske, information om, hvor politiets blitzbiler er opstillet.
- Når politiet informerer om de opstillede fotovogne, betyder det, at mange vælger at sætte hastigheden ned. Dermed nedsættes mulighed for trafikulykker, og i sidste ende spares der menneskeliv, fortæller kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Helle Lundberg.
Tweet: Flyv ikke lavt thi der blitzes
Sproget er bevidst afslappet. Københavns Politi sendte for eksempel denne meddelelse ud i forbindelse med musikbegivenheden Distortion.
- Alt skulle glide efter planen – husk, pas på jer selv og nyd festerne.
I Syd- og Sønderjylland kunne følgerne for nyligt læse dette Tweet fra Politiet: "Flyv ikke lavt på Vestre Lufthavnsvej ved Esbjerg, thi der blitzes."