Pengeindsprøjtning skal hjælpe unge landmænd

Staten er klar med 180 millioner kroner, der skal gøre det lettere for unge landmand at få egen gård.

Midlerne giver ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet mulighed for at yde flere og større såkaldte etableringslån. (Foto: © Johan gadegaard, Scanpix)

Der er mere konkurs end køb og salg over landbruget i øjeblikket.

Den udvikling vil staten nu vende. Derfor er Vækstfonden klar med en pengeindsprøjtning på 180 millioner kroner, som skal hjælpe unge landmænd ind i det hårdt prøvede erhverv.

Pengene er målrettet unge landmænd, der skal ud og købe deres første gård.

Midlerne giver ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet mulighed for at yde flere og større såkaldte etableringslån.

I dag kan Vækstfonden tilbyde etableringslån på op mod ti procent, men med de ekstra 180 millioner kroner kan landmændene få dækket op mod 15 procent.

Det kan være en god start, lyder det fra formand for Jysk Landbrugsrådgivning Bjarne Larsen.

- Vi står med et stort behov for at få nogle unge mennesker ind i erhvervet, så det er meget rettidigt, at der kommer sådan et tilbud, siger han.

Men initiativet kan ikke gøre det alene. Der skal også flere penge ind i selve erhvervet, mener Bjarne Larsen.

- Hvis de unge for alvor skal kunne få sig etableret i erhvervet, så er det nødvendigt med en forbedret indtjening. Vores finansielle parter skal tro på erhvervet som helhed, så der er et perspektiv i at få de unge ind, siger han.

I alt forventes det, at pengene kan hjælpe op mod 50-75 ekstra yngre landmænd.

Vækstfonden

  • Vækstfonden er statens finansieringsfond. Fonden skal fremme vækst og fornyelse i små og mellemstore virksomheder.

  • Fonden tilbyder allerede etableringslån, som kan finansiere op til ti procent af etableringsomkostningerne for unge landmænd.

  • Faktisk har Vækstfonden siden 2010 finansieret flere end 500 landbrug for cirka 2 milliarder kroner.

  • Nu er ordningen blevet tilført yderligere 180 millioner kroner, som kan dække op til 15 procent af unge landmænds etableringsomkostninger.

  • Vækstfonden vurderer, at de 180 millioner kroner risikovillige penge, der er afsat, kan være med til at gennemføre handler i landbruget til en samlet værdi af over to milliarder kroner.