Ny rapport: Diskoteker reklamerer for alkohol til unge under 18

Alkohol og Samfund mener, at 66 ud 82 undersøgte diskoteker går for langt i reklamerne.

I dag er de unge mellem 16 og 18 år inviteret med til School's Out hos Buddy Holly i Sønderborg.

Mange diskoteker overskrider retningslinjerne for reklamer for alkohol til unge under 18 år.

Det mener organisationen Alkohol og Samfund.

Den er på vej med en rapport, som viser, at der bliver uddelt drinksbilletter på gymnasiernes fredagsbarer og givet tilbud om billige barpriser på Facebook.

Det er dybt kritisabelt, mener organisationens direktør, Johan Damgaard Jensen:

- Vi kan ikke være bekendt overfor vores børn og unge, at det her foregår, siger han.

Sociale medier under lup

Alkohol og Samfund har undersøgt markedsføringen hos 82 af landets diskoteker, og fremlægger deres rapport ved en konference på Christiansborg den 27. januar.

Ifølge rapporten overskrider 66 af de undersøgte diskoteker retningslinjerne for markedsføring til børn og unge. Og især de sociale medier er under luppen:

- Der har været en stigende tendens til, at diskoteker via de sociale medier har et særligt fokus på markedsføring til gymnasieungdommen, siger Johan Damgaard Jensen.

10-kroners bar til skoleafslutningsfest

Diskoteket Buddy Holly i Sønderborg inviterer netop de 16-årige og deres ældre kammerater til skoleafslutningsfest i aften.

Diskotekets indehaver Tom Holden Jensen ser ikke noget problem i, at arrangementets Facebook-side skilter med en 10-kroners-bar:

- Der står ikke, om det er drikke med alkohol eller uden alkohol. Og når man kommer op i baren skal man jo kunne vise, at man er 18 for at købe de drikke, der er alkohol i, siger han.

Begmand fra Alkoholreklamenævnet

Diskoteket er tidligere blevet kritiseret af Alkoholreklamenævnet for deres Facebook-annoncering, fordi de kopierede reklamer fra arrangementer til unge over 18 og brugte dem til markedsføring rettet mod unge under 18.

Det gav en begmand fra nævnet, og den er blevet taget til efterretning på Buddy Holly.

- Vi har rettet ind og skærpet kontrollen i forhold til Facebook, og der har ikke været noget siden, siger Tom Holden Jensen.

De unge vil i byen og danse

Tom Holden Jensen mener ikke, at det er forkert, at forsøge at lokke de unge mellem 16 og 18 år ind på diskotekerne.

- Unge mennesker har alle dage festet og vil gerne ud i byen og danse. Det giver vi dem mulighed for på udvalgte aftener, hvor de kan komme afsted sammen med deres venner over 18, siger han.

Økonomien spiller også en rolle i overvejelserne om at lave arrangementer på diskotekerne for de helt unge, forklarer han.

- Det er en fornuftig forretning også at lukke dem ind en gang imellem. Det er jo vores kommende kunder, siger Tom Holden Jensen.