Krisecentre må afvise kvinder

Krisecentre landet over har i perioder slet ikke plads, og så er de nødt til at afvise kvinder, der har brug for hjælp.

Mange kvinder bliver i perioder afvist på krisecentrene, fordi der ganske enkelt ikke er nogen ledige pladser til dem. (© Colourbox)

Kvindecentre landet over oplever sommetider, at der ikke er ledige pladser. I 2012 måtte krisecentrene afvise over halvdelen af de voldsudsatte kvinder, som henvendte sig, på grund af pladsmangel.

Henvendelserne fra kvinderne kommer nogle gange i bølger, der sætter centre i hele landet under pres. Blandt andet Aabenraa Krisecenter, som i 2013 måtte afvise 55 kvinder på grund af pladsmangel.

- Vi kan ikke komme med en forklaring på, hvorfor der nogle gange er mere pres på. Men vi kan konstatere, at når vi har travlt, så har man også travlt andre steder i landet, siger Tove Lagoni, der er leder på Aabenraa Krisecenter.

Kun to pladser tilbage - og de var i Nordjylland

Når eksempelvis voldsramte kvinder bliver afvist på et kvindecenter, så forsøger man at finde en plads på ét af de andre kvindecentre rundt om i landet.

- Det kan nogle gange være rigtig svært. Sidste sommer oplevede vi, at der kun var to ledige pladser tilbage i hele landet. Og de to pladser var i Nordjylland. Det var ganske enkelt, hvad der var tilbage, siger Tove Lagoni.

Svært når man skal afvise kvinder i krise

Samme melding lyder fra krisecentret i Esbjerg. I løbet af de første tre måneder af i år har krisecentret måtte afvise omkring 40 kvinder, fordi der ikke var ledige værelser.

- I perioder har vi rigtig meget efterspørgsel på pladserne, hvor vi er nødt til at afvise nogle af kvinderne. Og det synes jeg er rigtig svært. Og det er også uheldigt, at vi ikke kan modtage alle dem, der efterspørger en plads, fortæller Mie Thomsen, der er leder af Kvindernes Krise og Aktivitetscenteret i Esbjerg.

- Men så er vi i en periode lige nu, hvor vi har ledige pladser. Så det er et meget svingende billede, siger Mie Thomsen.

Problem gennem flere år

Krisecentrene har gennem flere år i perioder været nødt til at afvise voldsramte kvinder fra centrene på grund af mangel på pladser.

Formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Birgit Søderberg, fortæller, at grunden til at der endnu ikke er kommet flere pladser er, at der har været mangel på dokumentation på problemet.

- Det har hidtil været svært for os at gå ud med vægt og sige, at der er brug for flere pladser, da vi var bekymrede for om der var dokumentation nok til at understøtte det. Men nu er vi i en situation, hvor jeg mener, at det er muligt, fortæller Birgit Søderberg.

Forsøgsordning med forebygning

Det er ikke kun oprettelse af nye pladser, som kan afhjælpe problemet. Siden januar 2013 har LOKK, Dialog Mod Vold og Østjyllands politi været en del af en forsøgsordning, som skal stoppe problemet i opløbet.

- Når der er opkald til politiet om husspektakler, som dækker over vold i hjemmet, tager man efterfølgende kontakt til familien med et tilbud om et samtaleforløb, fortæller Birgit Søderberg.

På den måde vil de nå familierne før problemerne eskalerer til et behov for at opsøge krisecentre. Forsøgsordningen har indtil videre været en succes, men det er endnu for tidligt at afgøre om den skal gøres permanent.