Kornpriserne er styrtdykket

Kornpriserne er de laveste i fem år, så mange landmænd venter med at sælge.

Der er udsigt til en kornhøst med meget stort udbytte, men det kommer næppe landmændene til gode. Priserne er nemlig de laveste i fem år. (Foto: © Line Rasmussen DR Fyn)

Markerne bliver mejet i stor stil i disse dage, hvor vejret giver optimale høstbetingelser

Men  landmændene har ikke travlt med at få solgt det høstede korn. Priserne på korn er nemlig styrtdykket og har nået det laveste niveau i fem år.

Det fortæller Chefkonsulent i Sønderjysk Landboforening, Finn Olsen.

- Det vi hører lige nu er, at foderstofferne byder en pris for kornet, der er en 10-15 procent lavere, end det niveau vi havde sidste år, siger han.

Priserne gør ondt

Det lave prisniveau er dårlige nyheder for landmændene, for priserne var allerede sidste år helt i bund.

- Priserne sidste år var jo ikke imponerende høje, men lidt til den lave side. Og med det fald vi ser nu, så kommer vi derned, hvor vi ikke bryder os om, siger Finn Olsen.

Det ligner en god høst

Men hvor priserne ser ud til at være lave, ser det anderledes ud med udbyttet. Det ser nemlig ud til, at blive en god høst med masser af udbytte.

Men trods en stor produktion ændrer det ikke på, at årets kornpriser kan få konsekvenser for producenterne.

- Det er klart, at vi godt kunne tænke os lidt penge på kontoen, så det også er muligt at drive landbrug næste år, siger Finn Olsen.