Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå - fra hus og hjem.
Den lettere omskrevede remse kan gå hen og blive en reel trussel for mange kontanthjælpsmodtagere, når de i dag tjekker deres netbank.
For lavere satser for blandt andre par der lever sammen uden at være gift og unge uddannelsesparate under 30, betyder at mange ikke vil have råd til at betale huslejen, når februar kommer.
Og i dag vil kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft den 1.januar, så kunne mærkes. For det er i dag, at pengene bliver udbetalt.
I Boligforeningen Danmarks Almene Boliger, der råder over 560.000 boliger, anslår man, at mange kontanthjælpsmodtagere vil blive ramt, siger formand Palle Adamsen.
- Vi har jo tidligere set, at når man strammer satserne, så kommer der flere udsættelser, så det sker nok også nu.
Smut, hvis I ikke kan betale
I Esbjerg Kommune har man skrevet ud til byens boligforeninger og forberedt dem på de problemer, mange af deres lejere om kort tid vi stå overfor.
Men det er svært for boligforeningerne at gøre noget ved, fortæller Leif Gudsø, formand for Esbjerg Almennyttige Boligselskab.
- Hvis de ikke kan betale deres husleje, og kommunen ikke vil støtte dem, jamen så skal de ud. og flytter de ikke selv, så må kongens foged fjerne dem.
Hjælp kan måske være på vej
Esbjerg Almennyttige Boligselskab vil gerne hjælpe de pressede kontanthjælpsmodtagere i det omfang, det er muligt, men de skal ikke forvente det store, lyder det fra Leif Gudsø.
- Vi vil gerne hjælpe, hvis det er muligt for os, men det er klart at vores pengepung jo også bliver tynd med tiden, hvis vi skal hjælpe alle.
Men hjælpen kan også være på vej fra kommunerne.
Siden den 1. januar sidste år, har det nemlig været muligt for landets 98 kommuner at hjælpe udsættelsestruede personer med udgifter til husleje, såfremt det vurderes, at det på sigt kan nedsætte den enkeltes risiko for at blive udsat af boligen.