Presset vokser på Carl Holst i sagen om forsvarsministerens mulige misbrug af offentlige midler til personlig valgkamp.
Region Syddanmarks forretningsudvalg skønner, at Carl Holsts (V) personlige assistent, Christian Ingemann Nielsen, brugte en del af sin arbejdsindsats på Carl Holsts valgkamp forud for folketingsvalget den 18. juni.
Og det gør sagen alvorligere for den tidligere regionsrådsformand, mener lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.
Sagen er alvorligere nu
- Hvis der er blevet misbrugt midler, så er regionen den forurettede part i sagen. Og når man i regionen selv opfatter, at man er blevet snydt, så gør det sagen mere alvorlig, siger Sten Bønsig.
Redegørelsen omfatter blandt andet 10.000 mails, som Christian Ingemann sendte, mens han var ansat i regionen. En mindre del af korrespondancen var privat, men ifølge regionsrådsmedlem Theis Mathiasen (DF) er halvdelen af de resterende mails relateret til valgkampen.
Et enigt forretningsudvalg siger nu, at der er 'kraftige indicer på', at Ingemann altså blev brugt til at føre valgkamp.
Lektor Sten Bønsing understreger, at det ikke i sig selv har en juridisk betydning, hvad Region Syddanmarks forretningsudvalg er kommet frem til i sin redegørelse.
- Men det er væsentligt materiale, som politiet og statsforvaltningen kan gå videre med, hvis de skal undersøge sagen, siger han.
Holst meldt til politiet
Tre private borgere har meldt Carl Holst til politiet. Og mens regionens redegørelse først og fremmest er politisk, så kan politiets undersøgelse få helt andre juridiske konsekvenser.
- Politiet kan efterforske sagen grundigere, og politiet kan rejse en straffesag. Og så kan der jo i sidste ende komme en dom ud af det, hvis det kommer dertil, siger Sten Bønsing.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Carl Holst.