Den danske film ’Under Sandet’ blev i dag nomineret til en Oscar i kategorien ’Bedste udenlandske film’. Det vækker jubel i Varde Kommune, hvor store dele af filmen er optaget.
- Jeg er meget glad i dag. Det er en barsk film, men den er optaget i smuk natur, og det vil endnu flere mennesker nu få at se, siger Vardes borgmester, Erik Buhl (V).
Varde Kommune støttede i sin tid filmen med en million kroner. Pengene var tænkt som en turistsatsning, og borgmesteren håber, at filmen nu vil trække endnu flere besøgende til den jyske vestkyst.
- Det er svært at måle den nøjagtige effekt. Men jeg har hørt, at filmen blev vist i Canada, og at folk der sagde, at de gerne ville besøge det sted, hvor scenerne er optaget. Så jeg tror, det giver noget, siger Erik Buhl.
’Under Sandet’ handler om tyske mineryddere i efterkrigstiden. Skulle det ske, at filmen går hele vejen og vinder en Oscar den 26. februar, så tror Erik Buhl på, at mange udenlandske turister vil valfarte til Varde og den jyske vestkyst.
- Filmen viser, at vi har en natur ud over det sædvanlige. Vi skal bare lige huske at tilføje, at minerne er væk nu, siger Erik Buhl.
Der var også stor glæde på Vardemuseerne, hvor medarbejder og filmfan John Jensen fulgte med, da nomineringen blev offentliggjort.
Han tror også, at filmens succes vil smitte af på Varde og især det nye museum, som er tegnet af Bjarke Ingels og åbner i Blåvand ved Varde.
- Vores første særudstilling kommer netop til at handle om minerydning, for det er en overset historie. Så mon ikke filmen vil trække folk til, siger John Jensen.
Som historiker har han hæftet sig ved nogle unøjagtigheder i filmen ’Under Sandet’, men de er ikke så vigtige en dag som i dag.
- Hvis der bliver for meget virkelighed i film, kan det godt blive lidt gråt. Så jeg satser på, at filmen får en masse folk på museum, og så kan vi tilføje nogle flere nuancer til den spændende historie, siger John Jensen.
’Under Sandet’ er instrueret af Martin Zandvliet.