Selv om det kan kræve hårdt arbejde for ungerne at besejre modstandernes miniput-fodboldhold, så er det på sidelinjen, at en del syd- og sønderjyske idrætsforeninger kæmper mest.
De har nemlig svært ved at finde trænere, der kan instruere i fodboldens finesser eller vejrmøller i en gymnastiksal.
DR Syd har lavet en rundspørge blandt 60 syd- og sønderjyske idrætsforeninger, og ud af de 38 foreninger, der har svaret, oplyser hver anden, at de i dag har mere svært ved at skaffe frivillige trænere, end de havde for 10 år siden.
Midtals IF er en af de foreninger, der har svært ved at skaffe trænere.
- Det er et stort problem. Konsekvensen er, at vi ikke kan få de hold op at køre, som vi normalt har, siger Ole Nielsen, næstformand i Midtals IF's gymnastikafdeling.
Foreningen mangler i øjeblikket trænere til tre gymnastikhold til den kommende sæson. Og så Øster Vedsted Idrætsforening melder om problemer. Her måtte man sidste år lukke to hold, fordi der manglede trænere.
Ifølge Hanne Lene Haugaard, medlem af DGI's hovedbestyrelse, har idrætsforeningerne generelt vanskeligt ved at få særligt de yngre generationer til at bidrage til en forening gennem mange år.
- Det giver et stort problem, fordi det kan være svært at overskue, om man kan give et tilbud til medlemmerne. De meget trofaste og loyale frivillige, der i en lang årrække støtter op om foreningerne, dem ser vi ikke i de nye generationer, siger hun.