Aabenraa-firmaet Hjem-Is beklager nu, at man har solgt islagkager med æg fra burhøns i.
Dyreværnsorganisationen Anima slog i går hul på skallen og afslørede, at der blev brugt buræg i tre af Hjem-Is' produkter.
Det er i strid med virksomhedens egne etiske regler. Ifølge dem skal alle æg i isen være økologiske eller fra frilandshøns.
Selvom de pågældende produkter kom fra en underleverandør, så er det Hjem-Is' egen fejl, at de er endt i de blå varevogne, medgiver driftsdirektør Tom Roth.
Vil have fjernet buræg
- Jeg lægger mig fladt ned. Vi skal kontrollere, hvad den enkelte producent bruger af underleverandører, så vi ved, hvor de enkelte ingredienser stammer fra, siger han.
Nu har underleverandørerne fået et valg. Enten fjerner de buræggene fra deres varer, eller også vil Hjem-Is købe sine islagkager hos en anden leverandør.
- Der findes en række alternative producenter, så hvis den ene ikke vil, så er der andre muligheder, siger Tom Roth.
Hjem-Is har i alt 70 forskellige produkter bag i varevognen. 67 af dem er allerede med økologiske æg eller frilandsæg, siger Tom Roth.