Forsker: Valgaviserne flytter ikke stemmer

Valgfoldere flytter ikke stemmer, man holder kun fast i stemmerne, siger forsker.

Selvom du måske sjældent får et gammeldags brev og klarer det meste digitalt, vil der snart lyde bump fra din postkasse.

For selv om der endnu ikke er udskrevet folketingsvalg, er flere politikere allerede godt i gang med at dele valgmateriale ud.

Men måske kunne de lige så godt lade være, for det trykte papirmateriale flytter i hvert fald ikke mange personlige stemmer. Det viser en analyse, som blev lavet efter valgkampen i 2011.

Holder fast i stemmerne

Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen var med til at lave analysen.

- Mange af os stemmer jo det samme hver eneste gang. Det vil sige, når man laver det her valgmateriale, så flytter man ikke stemmer, men i stedet holder man fast i stemmerne. Så den vigtigste del i dette her er, at man holder fast i stemmerne, forklarer han.

Kasper Møller Hansen siger, at valgaviser sætter gang i vælgernes hukommelse.

- Vælgerne bliver ligesom husket på, hvilket parti man sidste gang stemte på, siger Kasper Møller Hansen.

Man er nødt til at gøre som de andre

Selvom valgaviserne og diverse foldere ikke flytter stemmer, så undrer det ikke Kasper Møller Hansen, at politikerne bliver ved med at sende valgmateriale ind ad brevsprækken til tusindvis af husstande.

- Det undrer mig ikke. Det er ligesom med valgplakater. Som kandidat kan man ikke lade være med at dele valgmateriale ud og hænge valgplakter op i lygtepælen, for når de andre kandidater gør det, så er man også selv nødt til at gøre det.

- Hvis man ikke gør det, så giver man jo bare de andre kandidater frit råderum i bybilledet, siger Kasper Møller Hansen.