Det er Bios opgave, at få reetableret et professionelt samarbejde med politikerne i Region Syddanmark.
Sådan lyder meldingen fra næstformand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen, efter TV 2 Fyn i dag har kunnet fortælle, at fem partier har mistet tilliden til direktøren i ambulanceselskabet Bios, Morten Hansen.
- Der et sket et brud på tilliden. Vi er ude i noget, der er manipulerende - grænsende til det løgnagtige, siger Poul-Erik Svendsen til DR Syd.
Men Poul Erik Svendsen vil ikke tage stilling til, om Bios bør fyre Morten Hansen.
- Bios er et privat firma, så Bios må selv tage stilling til, hvad man betragter som ordentlig opførsel. Lige nu er der sket et tillidsbrud, og bolden er hos Bios for at få reetableret forholdet, siger han.
Poul-Erik Svendsen henviser til den seneste uro omkring selskabet, hvor det er kommet frem, at direktørens kone har forsøgt at lokke oplysninger ud af Karsten Hønge (SF) under dække af at være en almindelig borger.
De øvrige partier, der har givet udtryk for deres mistillid er ifølge TV2 Fyn SF, Radikale Venstre, Konservative og Enhedslisten.