Måske sker det stadig sjældnere, at danskerne knapper et par øl op, inden de sætter sig bag rattet. For der er færre, der mister livet i trafikuheld, hvor der har været en for høj promille.
Antallet af trafikdræbte i spritulykker er ifølge Rådet for Sikker Trafik faldet med næsten to tredjedele fra 2004 til 2013. Det er positivt, selvom der stadig er for mange, der kører spritkørsel, siger Knud Reinholdt, der er leder af færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
I 2013 blev 34 personer dræbt i spritulykker og 196 personer kom alvorligt til skade i ulykker, hvor førerens promille har været for høj.
Spritbilisme er blevet socialt uacceptabelt
13.000 danskere bliver hvert år sigtet for spritbilisme ifølge Rådet for Sikker Trafik.Tallene er afhængige af politiets kontroller, så antallet af spritbilister er større.
Derfor kan man håbe, at antallet af spritdræbte betyder færre spritbilister.
- Hvis det viser sig, at der er færre, der kører spritkørsel, så er det da glædeligt. Efterhånden er det jo socialt uacceptabelt at køre spirituskørsel, siger Knud Reinholdt.
Han håber, at det er kampagnerne imod spritkørsel og politiets massive indsats, der har bragt antallet af spritdræbte ned.