En 33-årig islandsk mand, som bor i Aabenraa-området, skal i fængsel i halvandet år for at have bragt seks politibetjentes liv og førlighed i fare.
Det har en domsmandsret afgjort i dag i Retten i Sønderborg.
Episoden, som manden nu er blevet dømt for, fandt sted 4. juli i år.
Her blev den 33-årige to gange jagtet af politiet i en stjålen bil, hvorfra han smadrede flere patruljevogne og udsatte betjente for stor fare.
Flere overtrædelser
Under jagten forsøgte to betjente at stoppe den 33-årige islændinge. Men da de åbnede fordøren for at anholde den 33-årige mand, satte han bilen i gang.
- Begge politibetjente blev slæbt 10 - 15 meter efter bilen, faldt og pådrog sig skader, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Efter en heftig biljagt gennem Sønderborg, hvor to patruljevogne blev ramt, mistede føreren kontrollen over køretøjet i Arnkilgade. Her blev biltyven og hans medpassager i bilen anholdt.
Anklageskriftet indeholdt også flere tilfælde af tyveri, brugstyveri, vanvidskørsel, narkokørsel samt andre overtrædelser af færdselsloven.
Oven i fængselsstraffen har manden fået en betinget udvisning af Danmark.