- Det var mænd, der var ældre end mig og havde magt.
Sådan fortæller Lotte Rod, folketingsmedlem fra De Radikale, om de personer i sit eget parti, der har udsat hende for sexisme i løbet af hendes politiske karriere.
- Jeg har fjernet hænder fra mine lår, og jeg kan nævne flere eksempler på upassende berøringer, siger hun.
Lotte Rod mener, at eksemplerne på sexisme er udtryk for den kultur, der hersker i dansk politik.
Faktisk er oplevelserne så almindelige, at 'man har trukket på skuldrene af det', siger hun.
Første gang Lotte Rod blev udsat for sexisme, var i ungdomspartiet Radikal Ungdom, og senere i sin politiske karriere har hun været udsat for sexisme internt i Radikale Venstre. Mønstret er dog det samme, siger hun.
- Det er meget de samme mænd, der har gjort det ved mange kvinder. Mønstret er, at det er mænd, der er ældre og har magt. Og det går ud over unge kvinder, siger hun.
- De havde magt og troede, at de godt kunne tillade sig at tage på mig, og at det var mig, der skulle sige fra.
Flere politikere er stået frem
Lotte Rod er en af de kvindelige politikere, der over de seneste dage har beskrevet en problematisk, sexistisk kultur på Christiansborg.
Det gælder De Radikales Samira Nawa og Sofie Carsten Nielsen, tidligere SF'er Øzlem Cekic og Brigitte Jerkel fra De Konservative. Det sker, efter tv-vært Sofie Linde offentligt fortalte, at hun har været udsat for sexchikane af en tidligere 'tv-kanon'.
Lotte Rod, du siger, det er ældre mænd i dit eget parti, der har gjort det. Men hvorfor vælger du ikke at sætte navn på?
- Det, som Sofie Linde har gjort, er så stærkt. Havde hun sat navn på, så havde det hele handlet om ham. Jeg synes, det skal handle om en kultur, der skal ændres. Og jeg opfordrer flere til at stå frem, siger hun.
Hvorfor står du først frem med de oplevelser nu?
- Jeg har tænkt over, hvorfor der ikke er sagt eller sket noget før nu. Jeg tror først, det er nu, vi tænker, at vi kan lave det om og få det stoppet.
- Vi skal have historierne frem i lyset, for ellers gemmer alle sig bag ved, at det er andre, der er problemet. Andre mænd i andre partier. Men dem, der gør det her, de skal stå til ansvar, for det er ikke kun andre steder. Det er lige her hos os, siger hun.
Går ud over de unge kvinder
Lotte Rods første oplevelse med sexisme var fra et ældre mandligt medlem i Radikal Ungdom til deres introweekend. Hun var netop kommet fra Sønderjylland til København og gik i 1.g. Til mødet ville det ældre medlem have, at Lotte Rod skulle sidde på skødet af ham.
- Jeg troede, jeg skulle diskutere politik, siger hun.
- Det var en del af kulturen. Man blev testet af som hende den nye unge.
Hvordan har du reageret i de situationer?
- Jeg synes, jeg har været ret god til at sige fra. Men man starter jo med at spørge sig selv, om man var for langsom til at sige fra. Vi skal have mændene til at holde op, men vi skal også have de unge kvinder til at forstå, at de har ret til ikke at få overskredet deres grænser.
Lotte Rod fortæller, at flere kvindelige politikere fortæller om en sexistisk kultur. Og særligt går det ud over de unge kvinder, siger hun.
- Det er praktikanterne, studentermedhjælperne, de unge, nyvalgte kvindelige politikere. I dag har jeg jo en anden status og en anden magt, og den stemme vil jeg gerne bruge til at ruske op i det her og sige, at vi skal simpelthen have lavet det her om, så de kvinder, der starter i politik nu, ikke skal være udsat for det her.
- Der er jo magt på spil. Og det er et problem for kvinder, fordi hvis man trækker sig, fordi man ikke gider det dér, så går man glip af netværksdannelser og af magt, siger hun.
Brug for undersøgelser
I dag har Folketingets Præsidium, der er øverste ledelse, besluttet at indhente erfaringer fra udlandet til at håndtere sexisme. Og så vil de samarbejde med partierne om at lave et system, der kan tage eventuelle sager seriøst.
Men det er ikke tilstrækkeligt, siger Lotte Rod. Hun mener, at der er behov for en grundig undersøgelse blandt både ansatte og politikere på Christiansborg, hvor alle eksempler kan komme frem - helt anonymt.
Internt i De Radikale tages Lotte Rods oplevelser meget seriøst, siger landsformand Svend Thorhauge. De vil nu igangsætte en anonym undersøgelse af, om partiet har et problem med sexisme.
- Vi skal have afdækket problemet, så vi kan handle på det. Der er ikke nogen, der skal være bekymret for, om man bliver gjort til objekt, når man kommer for at være subjekt i vores parti, siger han.
Har I været udsat for det tidligere?
- Der har ikke været meget af det i min tid som landsformand. Vi har nogle meget klare procedurer, vi har meldt ud, den første gang vi blev opmærksomme på, at der var noget der hed #metoo. Der havde vi en enkelt gammel sag oppe at vende, og vi har haft en enkelt sag siden, siger han.