Radikaliseringseksperter er uenige om, hvorvidt det er en god ide, at kommunale medarbejdere såsom socialrådgivere, UU-vejledere og SSP-medarbejdere skal uddannes til at spotte, hvornår en borger har risiko for at udvikle sig til en, der kan begå terror-relaterede handlinger.
Forsker i politisk ekstremisme ved Roskilde Universitet, Chris Holmsted Larsen, synes, det er en god idé, at medarbejderne skal lære at spotte tidlige tegn på radikalisering.
- Det er umiddelbart en god ide, det er i forlængelse af den indsats, som man nu i nogle år har kørt fra myndighedernes side, hvor man forsøger at forebygge ekstremisme og radikalisering, siger Chris Holmsted Larsen.
Nogle kan være mere udsat
Én af de måder at gøre det på, er ved at videreuddanne forskellige grupper inden for det offentlige område, fortæller Chris Holmsted Larsen.
- Man har tidligere fokuseret på fængsler og man har fokuseret på unge mennesker i risikogruppen for unge kriminelle. Det gør man jo fordi, man ved erfaringsmæssigt, at der er nogle bestemte grupper, der er mere udsat for at blive radikaliseret og i værste fald blive terrorister, siger han.
Svært med tidlige tegn på radikalisering
En anden ekspert er mindre positiv. Tobias Gemmerli, der er radikaliseringsforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier siger, at det er svært at tale om tidlige tegn på radikalisering.
- Jeg gad godt vide, hvad de tidlige tegn på radikalisering er. Jeg ved det ikke. Og jeg ved ikke, hvordan de ved det. Det, synes jeg, er meget svært at afgøre, hvad der er egentlig tegn på radikalisering, forklarer han.
Problemet er, at radikalisering er et uklart fænomen, der dækker over forskellige ting. Derfor kan politikerne lægge deres egen betydning i det, siger Tobias Gemmerli.
- Det kan bekymre mig, at vi begynder at kigge efter ting, der er unormale frem for at kigge efter ting, der måske i adfærd kan skabe problemer for samfundet i kriminalitet og i vold, forklarer Tobias Gemmerli.
300 har været på kursus
Syd- og Sønderjylland er det første sted, hvor man afholder opmærksomheds-kurser, hvor de kommnunale medarbejdere skal spotte tidlige tegn på radikalisering.
Det er et arrangement, som Socialstyrelsen, Politiets Efterretningstjeneste og Syd- og Sønderjyllands Politi står bag.
I alt har 300 kommunale frontmedarbejder fra Syd- og Sønderjylland været på opmærksomhedsseminar.