Ulvens tilbagekomst til den danske natur deler vandene mellem bekymrede borgere og eksperter.
Sidstnævnte møder mange fordomme om ulven, fortæller Søren Egelund Rasmussen, der er biolog ved Naturstyrelsen:
- Det handler mere om følelser, end det handler om fakta, mener han.
Frygt for rovdyret
Søren Egelund Rasmussen sidder i ekspertpanelet, når Naturstyrelsen holder borgermøder om ulve. Det andet af fire informationsmøder blev holdt i Rødding i sidste uge:
- Der er det tydeligt, at der er en bekymring. Og ved visse borgere en direkte frygt og rædsel for ulve, fortæller han.
Men spørgsmålet er så, om frygten for ulven egentlig er begrundet eller ubegrundet.
Ifølge tal indsamlet af Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet har der i løbet af 50 år - frem til år 2000 - været 21 ulveangreb på mennesker i Europa. Fire med dødelig udgang.
I samme periode i Europa har der været yderligere 38 angreb af ulve, der var syge med rabies. Det har kostet fem mennesker livet.
Danskere bliver næppe angrebet
Ulve-angrebene er fortrinsvis sket i Spanien og i Østeuropa. Men angreb i Danmark er usandsynligt, mener Liselotte Wesley Andersen, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet og følger ulvens forekomst i Danmark tæt:
- Har vi hørt om angreb på mennesker i Tyskland, Polen, Sverige eller Norge, som har gået tur i skoven? Har vi hørt om ulve, der har taget små børn ud af deres barnevogne? Nej, det har vi ikke, siger hun.
De sidste to år er der registreret 19 ulve i Danmark.
I 2012 blev der for første gang i 199 år konstateret en vild, fritlevende ulv i Danmark, ifølge Naturhistorisk Museum.