Ekspert om presset region: Bios-fejl kan undgås med flere penge

Det var en presset medarbejderstab, der skulle styre økonomien i Region Syddanmark. Ekspert anbefaler flere ressourcer.

Region Syddanmark har mandag eftermiddag offentliggjort den interne undersøgelse af fejlbetalingen til Bios på 31,6 millioner kroner. Ekspert kalder sagen for ekstraordinær. (Foto: © DR Syd, phkfoto.dk)

Hvis Region Syddanmark skal undgå lignende sager om fejlagtig udbetalinger, som den på 31,6 millioner kroner til Bios, skal der flere ressourcer til regionens administration.

Sådan lyder det fra Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet. Han har læst regionens rapport igennem om, hvordan den ekstraordinære udbetaling kunne finde sted.

Når forretningsudvalget mødes for at diskutere, om der skal flere penge til administrationen, så mener han, at rapporten giver et godt svar.

- Det virker til, at det var et meget presset administrativt system, der, udover at skulle håndtere en kompleks økonomi, i samme periode formentlig også skulle få det her Bios-projekt på ret køl, siger han.

Siden rapporten kom ud, har de politiske fløje været uenige om, hvor klart et lys rapporten egentlig kaster over forløbet.

Sten Bønsing mener, at det står ret tydeligt frem. Det er en kombination af flere fejl, og selvom ingen af de fejl er særligt grelle, så er det kombinationen af dem, der gør sagen ekstraordinær, siger han.

- Det er en stor fejl, og der sker ikke mange fejl af den her størrelse. Selvfølgelig må det ikke ske, men hvor der er mennesker, kan det ske. Fejlen som sådan er ikke voldsom usædvanlig, men det er meget store beløb og kombinationen af flere fejl, der finder sted.