Ekspert om ambulancekørsel: Stor og uvant opgave for Region Syddanmark

Flere politikere i Region Syddanmark vil selv stå for ambulancedriften, hvis Bios går konkurs. Ingen andre danske regioner står selv for ambulancedriften.

Hos Region Syddanmark regner man med, at skifteretten har taget stilling til, om Bios skal erklæres konkurs inden ugen er omme. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Der venter Region Syddanmark en stor opgave, hvis regionen overtager ambulancedriften fra konkursbegærede Bios.

Det vurderer Kjeld Møller Pedersen, der er sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet.

- Regionen kan sandsynligvis godt løfte opgaven, men der vil være store udfordringer i starten. Man knipser ikke bare med fingrene, siger han.

Kjeld Møller Pedersen fortæller, at ingen af de øvrige danske regioner selv står for ambulancedriften.

- Derfor er det en ny og uvant opgave, og man skal til at opbygge nye erfaringer og ny ekspertise på området, siger han.

Både Venstre og Socialdemokratiet har udtalt, at de vil have regionen til at stå for ambulancedriften. Det vil være økonomisk bæredygtigt, vurderer formand for regionsrådet Stephanie Lose (V).

- På længere sigt er der ikke nogen grund til at tro, at den her løsning vil være væsentligt dyrere end at lade en ekstern operatør varetage opgaven, siger hun.

Diskussionen af den fremtidige drift af ambulancekørslen i Region Syddanmark er opstået, efter regionen har begæret Bios konkurs. Selskabet har nemlig ikke kunnet betale 31 millioner kroner tilbage, som regionen angiveligt har udbetalt ved en fejl.

Fremtiden for ambulancedriften i Region Syddanmark bliver afgjort på et ekstraordinært møde i regionen i eftermiddag. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

I eftermiddag skal regionrådspolitikerne diskutere, hvorvidt ambulancekørslen i Region Syddanmark fremadrettet skal organiseres af regionen.

Alternativet er, at opgaven bliver sendt i et nyt offentligt udbud, hvor for eksempel Falck vil have mulighed for at byde.

Hvis regionen vælger at stå for ambulancedriften er det ifølge Kjeld Møller Pedersen helt afgørende, at Region Syddanmark ser på, hvordan Bios og Falck har drevet ambulancekørslen.

Han pointerer også, at der kan være erfaringer at hente hos Københavns Brandvæsen, der står for en del af ambulancedriften i Region Hovedstaden.

Men det er en stor og krævende opgave, pointerer han:

- Det er Bios et udmærket eksempel på. Bios har blandt andet haft store udfordringer med at tiltrække nok reddere, og spørgsmålet er, om Region Syddanmark vil have lettere ved at løse den udfordring, siger Kjeld Møller Pedersen.

Hos Region Syddanmark regner man med, at skifteretten har taget stilling til, om Bios skal erklæres konkurs inden ugen er omme.

Bios og millionerne

  • Hollandske Bios overtog i september sidste år ambulancekørslen i Region Syddanmark

  • Siden da har ambulance-tjenesten været ramt af en række problemer. Bios har på intet tidspunkt været i stand til at stille med det antal ambulancer, kontrakten forlangte og har måttet betale både bod og regninger fra ambulance-selskabet Responce, der har dækket ind for de manglende ambulancer.

  • I forbindelse med selskabets første årsregnskab, kom det frem, at Bios ved en fejl havde fået en månedsbetaling for meget fra regionen.

  • Regionen havde tilsyneladende ikke selv opdaget fejlen. Men da den blev opdaget, krævede regionen pengene tilbage med det samme.

  • Bios, der har leveret et stort underskud i sit første regnskab, kunne ikke betale de 31,5 millioner kroner med det samme. Det ville resultere i en konkurs, oplyser selskabet. Bios ønsker i stedet en afdragsordning over et år.

  • Det har regionen afvist, da det efter Kammeradvokatens vurdering vil være ulovligt.