Ekspert: Det virker ikke at 'date' vælgerne

Det er en dårlig ide, at politikerne vil skaffe stemmer på dating-app, siger ekspert.

De Konservatives Mai Mercado fra Fyn er en af de folketingskandidater, der jagter stemmer på dating-app'en Tinder. Men det er ikke noget, der virker, lyder det fra politisk ekspert.

Det er begrænset, hvilken effekt det giver, når politikerne jagter stemmer på dating-app'en Tinder. Det siger Bo Bredsgaard Lund, der er forfatter og ekspert i politisk kommunikation.

Hans udmelding kommer efter, at flere af de syddanske kandidater nu er rykket ind på dating- app'en Tinder for at gå i dialog med potentielle vælger og på den måde forsøge at kapre stemmer til folketingsvalget.

- Man kan sige, at som udgangpunkt bør man være til stede dér, hvor vælgerne også er til stede. Men lige præcis i det her tilfælde, der kan man sige, at modtagerne er der jo af en anden årsag end politikerne, siger Bo Bredsgaard Lund og uddyber:

- Intentionen for at være på lige netop den platform er jo forskellig for afsender og modtager, siger Bo Bredsgaard Lund.

Dialog med vælgerne

Socialdemokraternes Christian Rabjerg Madsen, der er stillet op i Sydjyllands Storkreds, og de konservatives Mai Mercado fra Fyn er to af de kandidater, der har oprettet en profil på Tinder. De forklarer, at det handler om at komme i dialog med unge potentielle vælgere.

Men det kommer ikke til at rykke noget bare fordi, at politikerne nu også optræder på Tinder.

- Der er en række udfordringer ved det, når kløften er så stor i forhold til intentionen fra modtager og afsender, siger Bo Bredsgaard Lund.