Den udviklingshæmmede Martin Kristensen er 19 år gammel, er 190 centimeter høj, men inden i er han som en 10-årig dreng.
Han har fem diagnoser og kan ikke læse og skrive, og han taler, så det er svært at forstå.
Nægtet førtidspension trods en udvikling som en 10-årig
For halvandet år siden da han fyldte 18 år, fik han at vide, at han ikke kunne få førtidspension.
Siden har Ruth Kristensen, der er mor til Martin Kristensen, kæmpet for, at hendes søn kunne blive tilkendt førtidspension. Og nu er det endelig lykkedes.
- Nu er det blevet godkendt, at han skal have pension, og det har vi det rigtig godt med. Nu er han sikret økonomisk, og det er dejligt, siger hun.
Der skal tilkendes førtidspension siger socialministeren
Hendes udmelding kommer samtidig med, at socialminister Manu Sareen ( Rad.V) har skrevet ud til samtlige af landets kommuner.
Her præciserer ministeren, at kommunerne skal tilkende førtidspension til de borgere, der åbenlyst ikke kan arbejde.
Brevet til kommunerne kommer i kølvandet på, at en del handicappede, udviklingshæmmede og autister siden 2013 flere steder i landet har fået afslag på førtidspension, selvom de åbenlyst har svært ved at begå sig og mentalt fungerer som børn.
- Mit buskab til kommunerne er faktisk meget enkelt. Der skal tilkendes førtidspension til de borgere, hvor det er formålsløst at udvikle arbejdsevnen, uanset om de er over eller under 40 år, udtaler ministeren i dag.
Sej og hård kamp
For Ruth Kristensen har kampen mod systemet været hård.
- Det har været en lang sej kamp. Der har været store frustrationer, for hvor er det lige, man står henne, hvis ikke det bliver godkendt. Der har været mange uafklarede spørgsmål. Det har også påvirket min søn meget, siger hun.
Socialministerens brev til alle landets kommuner bliver hilst velkommen af Ruth Kristensen.
- Det er jeg rigtig glad for, at han har gjort det. For det virker som om, at man har overset en gruppe mennesker, siger Ruth Kristensen
Man bliver ikke god, bar fordi man fylder 18 år
Ruth Kristensen er klar mælet, når det handler om førtidspension, og personer der er særlig udfordret.
- Jeg mener, at hvis man alle dage har gået på specialskole, og man har flere diagnoser, så hedder det førtidspension. Man bliver ikke pludselig god, bare fordi man fylder 18 år, slutter Ruth Kristensen.