Valget er på vej, og du kan ikke sige nej. I hvert fald ikke til de husstandsomdelte valgaviser og foldere, der måske allerede er begyndt at lande i din postkasse.
For i modsætning til reklamerne fra dagligvarebutikker og andre forretninger, kan du ikke takke nej til post fra politiske partier.
Retningslinjerne for reklamer gælder nemlig kun, hvis der er tale om erhvervsmæssige aktiviteter, og det er politiske budskaber ikke, oplyser forbrugerombudsmanden.
Godt for demokratiet
Hos FK Distribution, der står for Nej-tak-plusordningen, synes kommunikationschef Henrik Keller godt om reglerne.
- Ud fra et demokratisk og et politisk synspunkt er det meget fornuftigt, at man har denne mulighed, siger Henrik Keller.
- 'Reklamer Nej Tak-ordningen' er jo en ordning, der er vedtaget med de relevante aktører i branchen. Og der blev det så vedtaget, at den mulighed med politiske budskaber skulle indgå heri. Og vi synes ud fra et demokratisk synspunkt, at det er fornuftigt, siger han.
Fremgår tydeligt at man stadig får valgaviser
Henrik Keller er ikke bare godt tilfreds med reglerne, han mener heller ikke, det bør komme bag på nogen, at der i den her tid lander papir fra både højre og venstre i postkassen.
- Når man tilmelder sig 'Nej Tak til reklamer-ordningen', fremgår det tydeligt, at man stadig vil modtage information fra offentlige myndigheder såsom kommunen, stat og altså også politiske partier.
På landsplan er det fire ud af ti husstande, som har takket nej til reklamer, men når valgkampen går i gang, så kommer der altså valgaviser og valgpamfletter med posten alligevel.