DF vil flytte ti statslige styrelser til provinsen

Dansk Folkeparti bakker op om at flytte flere statslige arbejdspladser ud i landet.

Kommer der flere arbejdspladser ud i landet, så skaber det liv og nye forretninger i provinsen, mener man i Dansk Folkeparti.

Landdistrikternes Fællesråds forslag om at flytte ti statslige styrelser ud i provinsen får nu opbakning fra Dansk Folkeparti.

I dag ligger 44 procent af de statslige arbejdspladser i hovedstadsområdet. Det er med til at skabe en skævvridning af landet, mener Dansk Folkepartis ordfører for landdistrikter og øer Mette Hjermind Dencker.

- Danskerne bor i hele Danmark, men staten bor mest i København. Og det vil vi gerne gøre op med, siger Mette Hjermind Dencker.

Vil have et Danmark i balance

Derfor bakker Dansk Folkeparti fuldt op om at flytte blandt andet Energistyrelsen, Naturstyrelsen, Kulturstyrelsen og Miljøstyrelsen fra København og ud i yderområderne.

- Vi vil gerne have et Danmark i balance, og det er vores belæg for at gøre det her, siger Mette Hjermind Dencker.

Professor ved Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet Anne-Mette Hjalager har tidligere udtalt til DR, at der er en del vanskeligheder forbundet med at flytte statslige arbejdspladser til yderområderne.

Jobs giver nyt liv hos købmanden

Men Mette Hjermind Dencker mener, at man alligevel skal satse på en udflytning, fordi det vil give mere liv og vækst i provinsen.

- Det er klart, at når der kommer for eksempel 200 ekstra arbejdspladser til en by, så er der nok nogen, som kan se en ide i at åbne en cafe, og det vil nok også gå lidt bedre hos købmanden, siger hun.

Venstres landdistriktsordfører Thomas Danielsen hilser forslaget om udflytning af statslige styrelser velkomment, men partiet afviser at løfte sløret for, hvilke styrelser der skal ud i landet.