DF: Vi måler ikke vores valgkamp

Det virker ikke at gå på gaden, indspille rap-musik eller vende burgere for at få stemmer. Det mener valgforsker. DF er ligeglade.

Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl i spidsen vil blive ved med at møde vælgerne på gaden, uanset om det virker eller ej, siger pressechef Søren Søndergaard. (Foto: © Steffen Kretz, DR)

Mange partier sender politikere på gågaden, lader dem lave datingprofiler, spille rap-musik og vende burgere. Alt sammen for at vinde vælgere. Men det virker ikke, siger valgforsker.

- Der er ingen evidens for, at det skulle have en effekt. Lige nu fører mange politikere valgkamp i blinde, siger Jens Olav Dahlgaard, der er phd. studerende og forsker i valgdeltagelse på Københavns Universitet.

- Politikerne følger deres intuition om, hvad der virker. Men erfaringer fra USA viser, at meget af det man intuitivt tror virker, det har faktisk ingen effekt, når man måler det, siger Jens Olav Dahlgaard.

Politikerne skal møde borgerne

At undersøgelser viser, at det ikke flytter særlig mange stemmer - slet ikke mellem partierne - at komme ud på gader og stræder, får ikke politikerne til at blive hjemme. Det siger pressechefen i Dansk Folkeparti, Søren Søndergaard.

- Vi prøver at bringe politikerne ud, hvor folk er. For det er meget vigtigt for politikerne at møde borgerne. Og det er også vigtigt, at borgerne kan møde deres politikere. Om det er rundt om en burger eller ude på gågaden, det er ikke så vigtigt, siger Søren Søndergaard.

Dansk Folkeparti måler ikke på, hvorvidt der er stemmer i at komme ud på gaden og møde vælgerne.

Politikere skal følge hjertet

- Vi ved det ikke, for at sige det, som det er. Vi gør det, vi synes, er rigtigt. Hvis vores politikere har lyst til at bruge en formiddag på gågaden i en jysk by, så gør de det. Det giver dem energi og input fra folk, siger Søren Søndergaard.

Valgforsker Jens Olav Dahlgaard kunne godt tænke sig en valgkamp, hvor politikerne gik mere videnskabeligt til værks. Og han opfordrer partierne til i højere grad at undersøge effekten af deres kampagner.

Men det vil man ikke i Dansk Folkeparti. Det er et bevidst valg, understreger Søren Søndergaard.

Ender med målings-helvede

- Mit indtryk er, at mange partier i Danmark måler alt muligt mærkeligt, også effekten af deres kampagner. Men det vil vi ikke. Så ender vi bare med designerpolitik, siger Søren Søndergaard.

- Hvis en måling viser, at man ikke skal opsøge folk på gågaden, fordi nogen ikke bryder sig om det, så møder folk jo aldrig politikerne.

Søren Søndergaard forklarer, at det er vigtigt at politikerne er ægte og tro mod sig selv. Han afviser derfor det, han kalder for et 'målingshelvede'.

- Det er vigtigt, at politikerne er så oprigtige som muligt. Om det så er at grille burgere eller gå på gågaden, så skal de gøre det, de føler for. Hvis det bliver sådan et målings-helvede, så designer vi politikerne til at være noget, de i virkeligheden ikke er, siger pressechefen.

Venstre og Socialdemokraterne til gengæld siger begge, at de måler effekten af deres kampagner.

Vigtigst med personlige anbefalinger

- Vi målte nogle ting selv i forhold til sidste valgkamp, og vi trækker også på undersøgelser fra udlandet. Når vi har et begrænset budget og mange budskaber, vi gerne vil ud med, så har vi selvfølgelig fokus på at gøre det rigtigt og effektivt, siger partisekretær i Socialdemokraterne Lars Midtiby.

Han nævner som eksempel, at man fra udlandet ved, at personlige anbefalinger har en stor effekt.

- Så det med at mange frivillige engagerer sig og gennem deres netværk giver en personlig anbefaling, det betyder meget. Så det bruger vi for eksempel, siger Lars Midtiby.