Der bliver stjålet genbrugstøj for millioner

To mænd blev for nylig stoppet ved Vojens med et kvart ton stjålet genbrugstøj, og problemet er udbredt.

Selvom et kilo genbrugstøj har en værdi på omkring fem kroner kiloet, stjæles der årligt for millioner af kroner fra genbrugscontainere. (Foto: © Jette Damgaard- P4 København, DR)

Når børnenes bukser er blevet for korte eller skjorten er gået af mode, så er der mange der putter tøjet i en af de mange velgørende organisationers genbrugscontainere.

Men en del af tøjet når aldrig videre til de velgørende organisationer. For tyveri af genbrugstøj direkte fra containeren er et stort problem for genbrugsorganisationerne.

Hos Frelsens Hær vurderer transport- og eksportchef for Vestdanmark, Kasper Kristiansen, at omkring fem procent af tøjet bliver stjålet direkte fra containeren. Selvom man forsøger sig med overvågning og vagter, er problemet ikke til at komme af med.

- Det løber op i rigtigt mange penge på årsbasis. Alene i Jylland vurderer vi, at der bliver stjålet omkring 150 tons, siger Kasper Kristiansen, der råder over 400 containere i Jylland.

Et af de mange steder, der oplever tyverierne er Røde Kors’ genbrugsbutik i Esbjerg. Her har leder Kirsten Thorsø flere gange oplevet, at en normalt fyldt container har været stort set tom.

- Det er simpelthen træls, sagt på godt jysk. Det er noget, vi har fået foræret for at kunne hjælpe folk i nød, så jeg synes simpelthen, det er under lavmålet, at stjæle fra containerne, siger Kirsten Thorsø.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer organisationerne til at sikre containerne bedre og stille dem på mere befærdede steder. Samtidig opfordrer politiet borgere til at kontakte politiet, hvis man ser noget mistænkeligt ved en tøjcontainer.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1296876410362880