Danske vuggestuer er populære i Tyskland

Dansk Skoleforening i Sydslesvig har lange ventelister på en plads til de mindste.

Indtil videre har Dansk Skoleforening i Sydslesvig 459 vuggestuepladser. (Arkivfoto). (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Det er ikke kun i Danmark, vi afleverer vores små i institutioner.

For selvom det tidligere har været kutyme i Tyskland, at mødrene går hjemme de første tre år af barnets liv, så er efterspørgslen på vuggestuerpladser stigende.

Det oplever de hos Dansk Skoleforening i Sydslesvig, hvor der i øjeblikket står 195 børn på venteliste til at komme i det danske mindretals vuggestuer.

Det oplyser dagtilbudschef i Dansk Skoleforening i Sydslesvig Petra Von Oettingen.

- Ventelisten er lang, og presset er stort. Vi har mange, der rigtig gerne vil have en plads, siger hun.

Den stigende interesse for vuggestuepladser vidner om, at der er sket en udvikling i Tyskland, siger Petra Von Oettingen.

- Man har også i Tyskland erkendt, at det er naturligt og normalt, at begge forældre er udearbejdende. Familierne mærker, at det er legitimt, fordi der er vuggestuerpladser. Det er blevet okay at vende tilbage til arbejdsmarkedet, siger hun.

Hos Dansk Skoleforening forventer de, at interessen for vuggestuepladserne vil blive ved med at vokse.

Indtil videre har Dansk Skoleforening i Sydslesvig 459 vuggestuepladser.