BIOS: Det er ikke tilfredsstillende, når vi mangler seks ambulancer

BIOS tager imod kritik men mener ikke, at situationen den første oktober var farlig

Direktøren for BIOS, Morten Hansen, mener ikke, at situationen med seks manglende ambulancer og tre akutbiler den første oktober var farlig. (Foto: © Dr Fyn, DR FYN)

Seks ambulancer og tre akutbiler. Så meget manglede ambulanceselskabet Bios på vagten 1. oktober, og det svarede til, at selskabet manglede ti procent af beredskabet.

Og det var ikke tilfredsstillende, erkender direktøren i BIOS, Morten Hansen, nu.

Ifølge kontrakten med Region Syddanmark skal BIOS levere 54 ambulancer hver dag, men i snit mangler BIOS en ambulance i vagtplanen om dagen. Og helt galt gik det den første oktober, hvor selskabet ifølge Region Syddanmark manglede over 10 procent af beredskabet. En situation som sundhedsdirektøren i regionen, Jens Elkjær, mente, nærmede sig det farlige.

Og efter et par dage, hvor kritikken er haglet ned over BIOS fra sundhedsdirektøren og regionsrådsformanden, tager BIOS-direktøren nu til genmæle.

- Det er ikke tilfredsstillende, når vi mangler seks ambulancer på den pågældende dag, men vi har overholdt responstiderne, siger Morten Hansen.

BIOS vil løbe stærkere på bemandingen

Det er halvanden måned siden, at det hollandsk ejede BIOS overtog ambulancekørslen i Syd og Sønderjylland og på Fyn. Kontrakten med Region Syddanmark har været svær for selskabet at leve op til.

Det skyldes ifølge Morten Hansen, at der generelt er mangel på reddere i hele landet. Men det var sygdom, der gjorde, at bemandingen den første oktober var presset, fortæller han. Han mener dog ikke, at situationen blev farlig.

- Det havde ikke nogen indflydelse på responstiderne på dagen, siger BIOS-direktøren.

Morten Hansen synes, at rekrutteringen går i den rigtige retning nu og lover, at BIOS vil arbejde for at optimere bemandingen af ambulancerne, så den samme situation ikke opstår igen. - Alle regioner er presset på at samle beredskab. Vi mangler en ambulance om dagen, men det er det samme billede i andre regioner. De bliver bare ikke omtalt så meget som i vores tilfælde, siger Morten Hansen.