Varslerne om voldsomt vejr og forhøjet vandstand fik her til morgen sommerhusejer Henrik Kudsk til at køre ud til sit sommerhus ved Kelstrup Strand i Haderslev.
Her blev han mødt af synet af medarbejdere fra beredskabet, der fyldte den ene sandsæk efter den anden. De har været i gang siden tirsdag middag og har indtil videre fyldt godt 13.000 sandsække, der skal fordeles i Haderslev og Aabenraa.
Synet beroligede ikke ligefrem Henrik Kudsk:
- Så kan man pludselig godt se, at det er alvor, når der er så meget aktivitet hernede. Jeg har ikke oplevet noget lignende før, fortæller han.
DMI har varslet om forhøjet vandstand flere steder i landet fra kl. 16 i dag og frem til klokken seks i morgen tidlig.
I Haderslev forventes den forhøjede vandstand at toppe i nat kl. 02.30 med 160 centimeter over normalen.
Lars Krogh, der er viceberedskabsinspektør hos Brand og Redning i Sønderjylland, fortæller, at målet er at få fyldt 50.000 sandsække.
- De skal fordeles strategisk rigtigt på de laveste områder. Derudover får vi lagt en mobildæmning ud ved Haderslev, fortæller han.
Henrik Kudsks største bekymring er, at kloakkerne flyder over på grund af vandmængderne.
- Vi kan jo desværre ikke rigtig gøre andet, end at se tiden an. Men jeg kører også herud i aften og bliver, indtil vandstanden falder igen, siger han.
DMI varsler, at vandstandene kan stige i det Sydlige Lillebælt, Sydfynske Øhav, Vestlige Storebælt, Lolland-Falsters sydkyst, Smålandsfarvandet, Østlige Storebælt, Sydøstsjællands kyst og hele vejen rundt om Bornholm.