Assistent hjalp også Holst med valgkamps-møder

Mails mellem assistent og Holst afslører, at assistent hjalp Holst massivt i valgkampen.

Den regionsansatte Christian Ingemann hjalp også daværende regionsrådsformand Carl Holst med at finde ud af, hvilke møder han skulle deltage i under valgkampen i sommer.

Regionsansatte Christian Ingemann hjalp tidligere regionsrådsformand Carl Holst, V, med at vurdere hvilke arrangementer, der var værd at dukke op til i forbindelse med Folketingsvalget i sommer.

Det afsløres i mailkorrespondancer mellem Christian Ingemann, Carl Holst og den tidligere regionsrådsformands sekretær, som DR Syd har fået aktindsigt i lørdag via Statsforvaltningen.

Paneldebat på botilbud

Således modtog Carl Holst den 6. juni en invitation fra Esbjerg Kommune om at deltage i en paneldebat hos Botilbuddet Mosevej i Ribe onsdag den 17. juni – dagen før valgaftenen.

Indledningsvis svarer Carl Holst selv på invitationen:

- Hejsa. Umiddelbart kan jeg godt deltage – kan du fortælle lidt mere om, hvem der ellers kommer osv?

Medarbejderen fra Esbjerg Kommune svarer, at også SF, Socialdemokraterne, Konservative og Radikale Venstre stiller med medlemmer til debatten. Det svar videresender Carl Holst den 8. juni til chefsekretæren i Råds – og direktionssekretariatet i Region Syddanmark.

Hvad siger du?

Den 10. juni om aftenen skriver Carl Holst igen til sekretæren og rykker for et svar, men den mail sender han samtidig til Christian Ingemann.

- Status på denne?

Sekretæren svarer:

- Har ikke været i kontakt med arrangør – skal jeg takke ja?

Den 11. juni klokken 14.47 tager Carl Holst så Christian Ingemann med på råd.

- Hvad siger du?, skriver den daværende regionsrådsformand.

Det er intet værd

Christian Ingemann svarer få minutter efter.

- Hmmm. Hvis jeg må være lidt kynisk: Et aftenmøde dagen inden et valg – hvilke medier kan nå at dække det? Og kan vi ikke få det bredere ud end de få mennesker i lokalet, er det intet værd.

Få minutter senere skriver Carl Holst til chefsekretæren i Råds – og direktionssekretariatet.

- JK. Vi melder afbud med stor beklagelse.

Statsforvaltningen: Det var ulovligt

Statsforvaltningen konkluderede så sent som i går fredag, at det var ulovligt, at Carl Holst brugte Christian Ingemann, der var ansat af regionen i projektet 'Smart vækst og Velfærd til at føre folketingsvalgkamp for Carl Holst.

Redegørelsen fra Statsforvaltningen bliver behandlet i regionsrådet i Region Syddanmark mandag den 23. november.

Men allerede nu har flere regionspolitikere meldt ud, at der er en politianmeldelse på vej mod Carl Holst.

Arbejdet var på privat initiativ

Carl Holst afviser ellers selv over for Statsforvaltningen at have misbrugt skatteborgernes penge ved at lade den regionsansatte Christian Ingemann føre valgkamp for ham, da han stadig var formand for Region Syddanmark.

Det viser en aktindsigt i Carl Holsts svar til Statsforvaltningen, som DR Syd har fået. Carl Holst afviser ikke, at Christian Ingemann har hjulpet ham i valgkampen - men at det skete på privat initiativ, frivilligt og ulønnet.

- Nogle af disse valgkampsaktiviteter skete også inden for det, man kalder normal arbejdstid. På samme måde, som noget af hans arbejde for Region Syddanmark skete uden for normal arbejdstid, lyder det i svaret fra Carl Holst.

Carl Holst siger i dag lørdag til DR Syd, at han ikke ønsker at kommentere de konkrete eksempler i mailkorrespondancerne. Han henviser i stedet til sit svar til Statsforvaltningen.