Ambulanceråd om nedlagte akutbiler: Meget trist udvikling

Det vil give borgerne en dårligere dækning, lyder det fra rådets bestyrelsesmedlem John Larsen.

I Region Syddanmark siger formanden for det præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V), at borgerne vil være forsvarligt dækket ind. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Det er ikke korrekt, når et flertal i regionen påstår, man kan spare akutbilerne væk, uden det får konsekvenser.

Sådan lyder kritikken fra redderne selv.

John Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Ambulanceråd, er overbevist om, at akutbilerne har været med til at redde liv.

- Det er en meget trist udvikling i Region Syddanmark. Akutbilerne kom jo netop på landevejene for at skabe tryghed hos borgerne, da man begyndte at lukke de mindre sygehuse, siger han.

Fremover vil paramedicinerne fra de nedlagte akutbiler køre med i ambulancerne i området.

Ifølge John Larsen vil det ikke give borgerne en lige så god dækning.

- Hænderne er fordelt på færre ambulancer og akutbiler, som kun kan være et sted ad gangen, siger han.

I Region Syddanmark vurderer formanden for det præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V), at borgerne vil være forsvarligt dækket ind.

Akutbilerne i Haderslev, Skærbæk, Grindsted og Faaborg i Region Syddanmark er blevet lukket som et led i regionens spareplan, der blev offentliggjort mandag aften.

Besparelser i Region Syddanmark

  • I alt har regionen skulle spare 167 millioner kroner på sundhedsområdet.

  • Politikerne i regionen har skullet vælge mellem 38 forslag i et sparekatalog.

  • Udover akutbilerne har regionen valgt at lukke blandt andet Give Sygehus.

  • Til gengæld overlever sygehusene i Tønder, Middelfart og Nyborg. Det samme gælder børne- og ungdomspsykiatrien i Esbjerg.

  • 36 af de 41 politikere i Region Syddanmarks regionsråd står bag spareplanen.