Alt for mange unge synes hash er cool

Unges hash-rygning er et stigende problem i hele landet. Blandt andet i sønderjyske kommuner, hvor salget er rykket ind på ungdomsuddannelserne.

Flere unge i Syd- og Sønderjylland synes ikke det er et problem at ryge hash. Det bekymrer kommunernes SSP-medarbejdere. (© DR)

Unge betragter ikke længere hash som et rusmiddel for tabere.

Selv om de landsdækkende tendenser viser, at der er lidt færre unge under 16 år, der har prøvet hash, så oplever SSP-medarbejdere, at de har svært ved at trænge igennem til de unge med deres budskaber omkring hash.

Ifølge Det kriminalpræventive Råd i Syd- og Sønderjylland er det mere end halvdelen af alle unge, der har prøvet at ryge hash i aldersgruppen 16-44 år.

De unge synes, at alkohol er værre

Det er bekymrende, mener Sonja Dahl, der er SSP-medarbejder i Tønder Kommune:

- De unge synes, at det er meget værre at drikke alkohol, end det er at ryge hash. Det er blevet mere legalt, og de ser det ikke som et problematisk rusmiddel for dem, siger hun.

Det er især de unge på ungdomsuddannelserne, der er svære at nå ind til, fortæller Sonja Dahl:

- De lever livet her og nu. De tænker, 'der sker ikke mig noget, det sker for alle andre, for jeg kan sagtens passe min uddannelse og få 10 og 12 i karakterer', siger hun.

Hashsalget er rykket ind på uddannelserne

Også i Haderslev, og Aabenraa og Esbjerg oplever medarbejdere i det kriminalpræventive SSP-samarbejde problemer med at få de unge til at ændre holdning til deres forbrug af hash.

I Esbjerg fortæller direktøren for uddannelsesinstitutionen Rybners, Peter Amstrup, at der på gymnasier, VUC og teknisk skole bliver både købt og solgt hash:

- Vi har mistanke om, at hashsalget i centrum af Esbjerg er flyttet ud i byen og blandt andet ind på ungdomsuddannelserne, siger han.

Institutioner samarbejder med politiet

Peter Amstrup har fået informationerne fra elever, der har set hashsalg fra biler i vejkanten, og han hører de samme beretninger fra de øvrige ungdomsuddannelser i området:

- Det, har vi fra politiet fået bekræftet, er sådan noget, der tilsyneladende sker.

Peter Amstrup siger, byens uddannelsesinstitutioner i øjeblikket holder møder sammen med politiet i bestræbelserne på at få bugt med problemet fremadrettet:

- Vi vil selvfølgelig ikke acceptere hash eller narkotika på vores institutioner, siger han.