Den hvide og blå færge fra England er ved at lægge til kaj på Esbjerg Havn. Om et døgn sætter den kursen mod Storbritannien igen.
På kajen venter flere af vognmand Henrik Skov Christensens lastbiler. Hvert år sender han flere end 20.000 lastbiler med færgen til England, men siden i sommer har lasten flere gange også indbefattet albanere, der har skjult sig under lastbiltrailerens bund.
- De lægger sig oven på akslerne og mellem chassisrammerne (trailerens stel, red.), hvor de strækker arme og ben ud for at holde sig fast. Det er vanvittigt, siger Henrik Skov Christensen.
Gemmer sig flere dage i lastvogne
Siden i sommer har Esbjerg Havn oplevet en øget trafik af albanere, som trænger ulovligt ind på havneområdet og gemmer sig i og under lastbiler for at komme med færgen til Storbritannien.
Alene i årets tre første måneder er 54 albanere blevet taget på fersk gerning på havnen i Esbjerg, efter at de har forsøgt at komme illegalt til England.
For vognmænd som Henrik Skov Christensen, der ofte kører med fødevarer, har det store økonomiske konsekvenser, når mennesker skjuler sig i lasten.
- Når de skærer sig ind i trailerne og sidder mellem fødevarer i tre til fem dage, skal det hele destrueres.
Rejsen over den engelske kanal varer 18,5 timer. Bliver albanerne taget, når lastbilen kører i land på den engelske kyst, venter der sig også store bøder til vognmanden.
Albanere opholder sig lovligt i Danmark
Albanere kan rejse frit ind i Danmark, fordi Albanien og EU har lavet en aftale om visumfrihed, og når de først er kommet ind i EU, kan de på grund af Schengen-samarbejdet rejse frit rundt i de EU-lande, der er med i aftalen. Men de kan ikke komme videre til Storbritannien uden et visum.
I nærheden af havnen ligger et slidt hus, hvor albanerne angiveligt opholder sig, inden de forsøger at rejse illegalt til England.
Efter to bank på døren åbnes den af en ung mand med mørkt hår og skæg. Manden, som DR har valgt at gøre anonym, har selv gjort forsøget, fortæller han.
- Jeg har forsøgt at tage til England to til tre gange, men det gik ikke. En mand her hjalp mig. Han gav mig et sted at sove og tilbød mig arbejde.
Inden albaneren kom til Danmark, gik han i gymnasiet i sit hjemland. Men han havde ikke råd til at læse videre. Derfor besluttede han at tage til England.
- Jeg drømte bare om at komme ud i Europa. Jeg ville til England, fordi jeg godt kan lide landet. Jeg vil ikke sige, at det var en drøm, men jeg ville bare gerne have et bedre liv, siger han.
Statsborgere fra disse lande behøver ikke visum for at rejse ind i Danmark
Sikkerheden er nu øget i Esbjerg Havn
Problemet med albanerne har fået Esbjerg Havn til at højne sikkerheden med termiske kameraer, højere hegn med ekstra pigtråd og flere patruljeringer. For selvom der er pigtrådshegn hele vejen rundt om havnen, slipper albanerne ind.
Det fortæller Michael Fries, der har ansvaret for havnesikringen på Esbjerg Havn.
- De klipper hul eller kravler hen over hegnet. Nogle gange graver de sig også under hegnet.
Når først de kommer ind, skærer de hul i presenningen i toppen af lastbil-hængerne, hvor de hopper ned og gemmer sig, fortæller han.
Med den øgede sikkerhed på havnen håber vognmand Henrik Skov Christensen, at det snart er slut med problemerne.
- Der er blevet gjort så meget sikkerhedsmæssigt nu for, at det skal være svært at komme ind på havnen. De bliver jo taget næsten hver gang nu, så jeg håber på, at de opgiver inden for kort tid.