Dette er en genudgivelse. Artiklen udkom oprindeligt i forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen sidste år.
Det er kort efter nytår 1879.
Hans Peter Hanssen har brugt eftermiddagen på at gå gennem et snedækket landskab ud til sønderjyske Dybbøl Banke, hvor vintersolen kaster sine stråler ned over de gamle skanser fra krigen 15 år tidligere.
Det var her, at Danmark tabte Sønderjylland til preusserne i 1864 – og som betød, at dansksindede familier som Hans Peter Hanssens blev tvunget til at være tysk.
Teenageren sætter sig på de sprængte rester af et gammelt krudtkammer. Hans Peter Hanssen er tidspresset, for hans far har givet ham tre dage til at træffe en beslutning, der vil afgøre hans fremtid:
Skal han gøre som sin bror og flygte nordpå til Danmark? Gør han det, bliver han udvist og kan ikke vende tilbage til sine forældre, ligesom han heller ikke kan overtage familiens gård, som faderen håber. Til gengæld kan han tage en studentereksamen og gå på universitetet.
Eller skal han blive på egnen, uddanne sig til landmand og risikere tre års militærtjeneste i den tyske hær, hvor han i sidste ende kan komme til at kæmpe mod det Danmark, som hans hjerte banker for?
- Jeg overvejer ethvert for og imod, skriver Hans Peter Hanssen i sine erindringer.
Ikonet ingen husker
Du har måske aldrig hørt om Hans Peter Hanssen, også kaldet H.P. Hanssen, men han er en afgørende brik i nyere tids Danmarkshistorie og hovedårsagen til, at grænsen mellem Danmark og Tyskland blev afgjort demokratisk.
Historiker og forskningsleder på Rigsarkivet i Aabenraa, Hans Schulz Hansen, har brugt ti år af sit arbejdsliv på at nærstudere Hans Peter Hanssen. Og han mener, at sønderjyden i høj grad var en ‘demokratisk frontfigur’.
- Han er gået i glemmebogen, men det er dybt ufortjent.
Og det er forfatter Pernille Juhl enig i. Hun har nærlæst hans noter, breve og erindringer, ligesom hun har udgivet den historiske roman ‘Genforening’.
I hendes arbejde står det klart, at Hans Peter Hanssens vigtigste mål i livet blev at genforene Sønderjylland med Danmark på fredelig vis.
- Han har ofret alt for den sag. Han har været parat til at gøre hvad som helst.
Som ung kan Hans Peter Hanssen meget vel have følt, at der hvilede et særligt pres på ham. Ifølge Pernille Juhl var det danske mindretal på vej til at smuldre, for mange unge, dansksindede mænd var allerede flygtet til Danmark. Og til sidst var der kun tyskere tilbage til at overtage gårdene.
- Man fik faktisk affolket Sønderjylland med en hel generation af unge mænd, der forsvandt. Så derfor var det ret vigtigt at holde dem i landsdelen.
Trængte til en ungdom
Ved Dybbøl Banke spejder den 17-årige Hans Peter Hanssen ud over det landskab, hvor 20.000 preussiske soldater stormede frem ved krigen i 1864, og som kostede tusindvis af danske soldater livet, heriblandt mange sønderjyder.
I det øjeblik står det klart for ham, at han er nødt til at blive. Også selvom det betyder, at han må underkaste sig den tyske hær.
- Nordslesvig trængte som ingensinde før til en ungdom, som ville føre kampen videre, skriver han i sine erindringer.
- Og det blev mig klart, at det under disse forhold var min uafviselige pligt at kaste alt andet til side for hurtigst muligt at indtage min plads i de kæmpendes rækker.
I skumringen skynder Hans Peter Hanssen sig tilbage til gården, hvor han finder sin far og giver ham besked om det valg, han har taget.
- Det lettede tydeligt nok en sten fra hans hjerte.
Får mystisk hårsygdom
I årene efter venter Hans Peter Hanssen på, at det bliver hans tur til at trække i den tyske soldateruniform. Og ventetiden bliver brugt på Askov Højskole.
Her bliver han ramt af en hårsygdom, der mærkbart forandrer hans ydre. Gradvist bliver han nemlig mere skaldet og må til sidst gå med paryk, mens hans skammer sig over sit forsvundne hår.
Og det skulle vise sig at blive held i uheld. For selvom det er de færreste, der bliver kasseret fra den tyske hær, ender hårsygdommen med at blive Hans Peter Hanssens billet ud af militæret.
Dermed bliver han aldrig tysk soldat, men bliver til gengæld kureret for sygdommen og får sit hår tilbage.
Bliver politiker i Berlin
Nu begynder Hans Peter Hanssen for alvor at kæmpe for de dansksindede sønderjyder.
For selvom det ligger i kortene, at han skal være landmand på familiens gård, begynder han at blande sig i den offentlige debat og vælger i stedet at blive politiker.
- Det bliver tydeligt, at han ikke kan lade være med at skrive de her samfundskritiske artikler, siger Pernille Juhl.
- Han holder flere og flere foredrag. Han bliver mere og mere optaget af sagen, så det løber bare helt af sig selv, at det skal være den vej.
Samtidig dør Hans Peter Hanssens far, og presset for at blive landmand forsvinder. I stedet læser han flere fag på universitetet i Berlin, Leipzig og København, og som 33-årig lykkes det ham for første gang at blive valgt til det preussiske parlament i Berlin.
I over to årtier arbejder han for det danske mindretals rettigheder i Sønderjylland gennem sit politiske virke. Og da Tyskland taber Første Verdenskrig, opstår muligheden for, at landets franske og polske mindretal kan stemme om, hvilke lande de vil tilhøre.
Her lykkes det Hans Peter Hanssen at overbevise den tyske regering om, at også det danske mindretal skal have chancen for at stemme sig tilbage til Danmark.
Den besked deler han fra balkonen på forsamlingshuset Folkehjem i Aabenraa foran 3.000 sønderjyder den 17. november 1918.
- Nu er vejen banet for, at Sønderjylland kan komme tilbage til Danmark. Så det var jo hans største tale i kraft af den historiske betydning, den har, siger Hans Schulz Hansen.
Blandt tilhørerne står enker, som har mistet deres mænd i Første Verdenskrig, fordi de var tvunget til at kæmpe under de tyske faner. Talen giver dem nyt håb og varsler en opfyldelse af drømmen om en genforening.
- En ny tid er nu ved at oprinde, siger han fra balkonen.
Genforening blev en realitet
I Versaillestraktaten fra 1919 blev det bestemt, at grænsen mellem Tyskland og Danmark skulle sættes af folket, præcis som Hans Peter Hanssen ønskede. Folkeafstemningen blev fastlagt i to zoner; zone et for det nuværende Sønderjylland og zone to for det nuværende Slesvig.
Afstemningen i zone et fandt sted den 10. februar 1920, hvor tre ud af fire stemte for at blive dansk. Og dermed stod det klart, at Sønderjylland kunne genforenes med Danmark. Det blev markeret den 10. juli 1920, hvor Kong Christian 10. red ind i Sønderjylland på sin hvide hest.
Hans Peter Hanssen blev i tiden efter genforeningen valgt til det danske folketing, men kom aldrig til at spille en lige så afgørende rolle i dansk politik.
Han døde i 1936 og blev stedt til hvile på kirkegården i Aabenraa, hvor hans gravsten stadig kan ses den dag i dag. Stenen røber dog ikke, hvad han udrettede for befolkningen i Sønderjylland - og hvad en 17-årigs beslutning kan føre til.
Kilder: ‘De danske sønderjyders førstemand’ af Hans Schulz Hansen og www.denstorekrig1914-1918.dk