14-årig iværksætter vil sælge armbånd i USA

Skoleelev fra Aabenraa vil ud over landets grænser med sit nystartede firma.

Mads Schmidt Rasmussen vil gerne leve af at sælge blandt andet armbånd af eget design. (Foto: © Stine Mie Kristiansen)

Da Mads Schmidt Rasmussen sidste år blev konfirmeret, var han ikke i tvivl om, hvad pengene skulle gå til. Det var hverken Ipad, computer eller ny cykel. Alle pengene skulle gå til et nyt firma.

I dag har den 14-årige skoleelev fra Aabenraa succes med at designe armbånd og sælge dem på nettet. Planen er også at få armbåndene ud i lokale butikker og på sigt at sælge dem i udlandet.

- Jeg havde en ide og kunne føre den videre. Så det var bare fedt. Jeg har fulgt med på mange iværksætterfora, så jeg tog bare chancen, fortæller Mads Schmidt Rasmussen.

Miljø for unge iværksættere

Mads Schmidt Rasmussen sælger sine farverige armbånd via sin egen webshop, som han startede med sin fars CVR-nummer, da han var for ung til at få sit eget. Han Søger viden og inspiration på nettet og spørger andre til råds i forskellige fora for unge iværksættere.

- Der er et kæmpe miljø for unge iværksættere. Det er fedt. Og vi bakker hinanden meget op, siger han.

Indtil videre er konfirmationspengene ikke helt tjent hjem, men han nærmer sig, fortæller Mads Schmidt Rasmussen.

Mads Schmidt Rasmussens armbånd af eget design.

I det for eventyret

- Når regningerne og skatten og momsen er betalt, så er der da lidt penge i det. Men lige nu er jeg mest i det for eventyret. For at prøve noget af og se en idé vokse, siger Mads Schmidt Rasmussen.

Ud over sit design og sin webbutik er han i gang med at udvikle en app, der skal hjælpe unge med at få arbejde. Og så satser han også på, at få sine armbånd ud over landets grænser.

- Lige nu er det vigtigste at komme videre. Også ud i verden. Jeg arbejder på at komme til at sælge armbåndene i England og USA. Det ville være superfedt, siger den unge iværksætter.