Virksomheder i udkantsdanmark bliver afvist når de vil låne penge

Virksomheder længst ude i provinsen får afslag hver anden gang, de ønsker at låne penge i banken. I virksomheder med sammenlignelig økonomi sker det kun i to ud af 10 tilfælde.

Er man virksomhed i udkantsdanmark, er det langt sværere at låne penge i banken, end hvis man er virksomhed tættere på storbyen. (© Danske Bank)

Det er svært for provinsens virksomheder at klemme penge ud af bankerne, når de søger om lån til udvidelser og udvikling. Det viser sig især på Lolland og Falster, fortæller Mads Kragh, der er direktør for Væksthus Sjælland.

Tænketanken Kraka dokumenterer i dag pengeinstitutternes forskelsbehandling i en ny analyse, fortæller Jyllands-Posten. 

Kraka har kigget på låneansøgninger i 2009-2010 – i tiden efter finanskrisen, der fik bankerne til at stramme gevaldigt kravene til lånere.

Her viser det sig, at virksomheder placeret i udkantsdanmark kun fik bevilget lån hver anden gang, de ansøgte i banken. Til gengæld fik virksomheder med samme soliditet, med adresse et andet sted end i udkanten af landet, grønt lys til låneansøgninger i otte af 10 tilfælde.

Forskelsbehandling tvinger virksomheder til at flytte

Denne forskelsbehandling fra pengeinstitutterne forstærker kun den negative udvikling i yderområderne, mener Mads Kragh fra Væksthus Sjælland.

- Det er tydeligt at se, at det er svært at få lån til virksomhedsprojekter på eksempelvis Lolland og Falster.

- Det betyder, at ejerne vælger at lægge deres virksomhed et andet sted. Eller også bliver der mindre vækst i virksomhederne og færre arbejdspladser i området, og dermed ser vi en afvandring fra land til by, siger han til P4 Sjælland.

Virksomheder bør vurderes efter effektivitet og indtjening

Også By, Bolig og Landdistriktsminister, Carsten Hansen (A), kritiserer pengeinstitutterne for den forskelsbehandling, der er for virksomhederne i yderområderne af landet.

- Jeg er skuffet over, at bankerne ikke vurderer virksomhederne ud fra deres effektivitet, omkostninger og indtjening frem for deres postnummer. Så bidrager man til den onde spiral, for hvis ikke virksomheder kan få kredit og investere, kan de ikke sikre deres fremtid, siger han til Jyllands-Posten.

Pengeinstitutternes brancheorganisation forsvarer sig med, at der - på grund af en virksomheds geografiske placering - kan være stor forskel på den sikkerhed, som virksomheden kan stille i form af for eksempel bygninger.