I Holbæk Kommune har borgerne i over to år sorteret glas, plast, metal, papir, bio- og restaffald.
Til sammenligning kommer man hele molevitten i én skraldespand i Næstved.
Kommunerne må selv bestemme, hvordan de sorterer affald, hvis de bare opfylder regeringens ressourceplan om, at halvdelen af husholdningsaffaldet skal genanvendes i år 2022. Men det betyder, at affaldssorteringen er meget forskellig, alt efter hvor du bor.
- Man har ikke gjort det nemt for sig selv. Vi så gerne, at man havde nogle ensartede løsninger, så man - ligegyldigt hvor man bor - f.eks. skal sortere organisk affald for sig, siger Sine Beuse Fauerby, miljøpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening
Her skal de sortere affaldet fra næste år
Fra næste år skal borgerne i seks sjællandske kommuner under AffaldPlus også til at sortere deres affald, men her skal man komme glas, plast og metal i samme beholder.
- Det er, fordi vi gerne vil gøre det så nemt for borgerne som muligt, og i mange kommuner har man erfaring for, at det er irriterende, hvis folk skal have for mange beholdere stående, siger kommunikationschef i AffaldPlus Niels Damgaard.
Men det er noget skidt, for når man blander glas, metal og plast sammen, så er det ikke godt at genanvende, fordi der er glasskår, mener Sine Beuse Fauerby fra Naturfredningsforening.
- Det er super ærgerligt, at man vil gøre noget nyt for at fremme genanvendelse, og så vælger man en løsning, som ikke giver høj genanvendelse i sidste ende, siger hun.
Hos AffaldPlus mener man dog, at de centrale sorteringer vil blive udviklet til at kunne klare opgaven fremover. AffaldPlus´ kunder skal også sortere bioaffald fra restaffaldet fra næste år.