Skud affyret mod hus i Næstved

Det er det fjerde skyderi inden for de seneste uger i den sydsjællandske by.

Ukendte personer skød i nat mod huset på Sorøvej i Næstved. To ruder er knust af skuddene. (Foto: © DR Sjælland)

Natten til onsdag affyrede ukendte gerningsmænd skud mod et hus på Sorøvej i Næstved. Det oplyser vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Skyderiet fandt sted ved Ganges Bro i Næstved.

- Der er blevet skudt mod ruderne i et hus. Der lå en dame og sov på førstesalen, men ingen er kommet noget til, siger vagtchefen til Ritzau.

Udover den 70-årige dame, som sov på førstesalen, bor også hendes voksne søn på adressen.

Naboen fortæller til DR Sjælland, at hun vågnede omkring klokken to i nat af to skud.

Det er det fjerde skyderi inden for de seneste uger i den sydsjællandske by.

Det fik i sidste uge politiet til at oprette en såkaldt visitationszone i byen. Zonen gælder frem til 18. oktober og omfatter hele byen.

- Det er politiets opfattelse, at skudepisoden hænger sammen med de øvrige skyderier, vi har set de seneste uger. Det er således vores foreløbige vurdering, at hændelsen i nat er banderelateret, siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set noget omkring hændelsen. Særligt hvis der er nogen, der har lagt mærke til en knallert i området omkring gerningstidspunktet.

Opdateret klokken 08.03: Politiet kunne i første omgang ikke bekræfte, at de betragter skyderiet som rockerrelateret. Det kan de nu.