Skole er nabo til skudramt hus i Næstved - forældre er utrygge

Forældre, der afleverer børn overfor skudramt hus, er utrygge.

Børn på vej i skole lige ved det hus, der i nat er blevet skudt på i Næstved (Foto: © Lis Vibeke Læsøe Olsen - DR Sjælland)

Lige overfor det hus, hvor der i nat er blevet skudt ind gennem vinduet til et værelse, hvor et barn lå og sov, ligger Ellebækskolen. Her går børn fra 0.-4. klasse.

Umiddelbart ud for det skudramte hus står skolepatruljen og leder børnene sikkert over vejen, mens andre bliver fulgt af deres forældre, hvor flere er bekymrede over nattens skyderi.

- Det har jeg det ikke godt med, det er alt for tæt på, siger Heidi Lauritzen, som netop har afleveret sin søn.

- Man er jo bange for, om der skulle ske noget i løbet af dagen, så det går ud over børnene, siger Mie Sørensen, der også netop har afleveret sit barn i skole.

Administrativ leder på Ellebækskolen Johan Sass har ikke umiddelbart tænkt sig at sætte noget i værk oven på skyderiet overfor skolen.

- Vi har ligesom alle skoler i Næstved kommune en plan for skyderi på skolen, men i og med det foregår uden for skolens område, så gør vi ikke noget aktivt i første omgang, siger han.

Der er heller ikke umiddelbart planer om at samle børnene i dag for at tale om episoden.

- Men, hvis det bliver taget op på skolen, og der er forældre, og børn der har behov for at tale om det, så tager vi de snakke, der er om det og håndterer det på den måde, siger Johan Sass.

Formand for skolebestyrelsen John Axelsen er overrasket over, at nattens skyderi er foregået lige overfor skolen, tidligere på måneden har der været skyderi længere nede af Kildemarksvej.

- Jeg mener vi bør øge opmærksomheden på det, der foregår, og jeg vil drøfte det med skoleledelsen i dag, siger han.