Sjællands Universitetshospital sender 60 patienter om dagen på privathospital

Universitetshospitalet kan ikke overholde behandlingsfristen på anden vis.

Fællestillidsmand for sygeplejerskerne og radiograferne på Køge Sygehus frygter en ny fyringsrunde i efteråret. (Foto: © Trine Warrer Juul, DR)

Mere end 300 patienter møder gennemsnitligt om ugen en lukket dør, når de søger behandling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge. I stedet får de tilbud om at komme på privathospital på det offentliges regning.

Hver eneste dag i ugens fem første dage sender Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge 60 patienter videre til privathospitaler, fordi de ikke kan blive behandlet inden for behandlingsfristen på fire uger.

Det er en konsekvens af, at Sjællands Universitetshospital har fyret mange medarbejdere, men samtidig får afdelingerne flere opgaver, siger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard:

- Jeg synes, den politiske og administrative ledelse i Region Sjælland skylder en forklaring på, hvordan de vil bryde den onde cirkel, siger Jes Søgaard.

Vicedirektør på Sjællands Universitetshospital, Beth Lilja, siger, at trods indskrænkninger sender man cirka 20 procent færre patienter på privathospitaler nu sammenlignet med sidste år.

Hun erkender dog, at manglen på speciallæger og opgradering af it-systemet Sundhedsplatformen har presset hospitalerne:

- Vi er på rette vej. Forbruget på privathospitaler er, hvad vi har regnet med. Vi har lige været igennem en opgradering af Sundhedsplatformen, og på trods af det ligger vi 20 procent lavere end sidste år. Vi skal jo huske, at patienterne har rettigheder, som vi skal overholde. Når vi ikke selv kan nå dem, har de ret til at komme på privathospital, siger Beth Lilja.

Hun fastslår, at en samling af hjertepatienterne i Roskilde og flere operationslejer til ortopædkirurgerne vil nedbringe henvisningerne til privathospitaler i løbet af i år.

Fællestillidsmand: Frygter ny fyringsrunde

Fællestillidsmand for sygeplejerskerne og radiograferne på Køge Sygehus, Susann Carlsen, frygter en ny fyringsrunde i efteråret.

Susann Carlsen er fællestillidsmand for sygeplejerskerne og radiograferne på Køge Sygehus. Hun frygter en ny fyringsrunde i efteråret. (Foto: © Susann Carlsen, (c) privatfoto)

- Jeg tror også, vi er inde i en dødsspiral, hvor vi skal igennem endnu en fyringsrunde i efteråret, fordi de enkelte afdelinger skal betale for patienternes henvisning til privathospitaler. Til efteråret kan vi stå i samme situation som sidste år, hvor endnu færre skal lave endnu mere, siger fællestillidsmanden.

Siden sidste fyringsrunde har regionsrådet besluttet at overføre endnu flere patienter til Sjællands Universitetshospital. Det gælder blandt andet brystkræftpatienter, der midlertidigt skal opereres i Roskilde, indtil det nye supersygehus i Køge står færdigt.

Samtidig har politikerne planer om at lukke kræftafdelingen i Næstved og overføre patienterne til Roskilde.

I 2017 brugte Region Sjællands sygehuse 162 millioner kroner på privathospitaler, viser en aktindsigt. Forventingen var, at det tal ville stige til 225 millioner i 2018.