Politikere takker nej til Folkemødet på grund af Geert Wilders

Islam-kritikeren Geert Wilders deltagelse i årets folkemøde får politikere til at melde fra.

Massivt politiopbud venter årets Folkemøde på Bornholm på grund af den islamkritiske politiker, Geert Wilders (billedet). (Foto: © Fabrizio Bensch, Scanpix)

Flere bornholmere har truet med at blive væk fra årets folkemøde, og nu er folkevalgte også begyndt at takke nej til årets bornholmske Folkemøde, fordi en af talerne er den hollandske Islam-kritiker, Geert Wilders.

Regionsrådsmedlem i Region Sjælland Claus Bakke fra Venstre er en af dem, der bliver hjemme fra folkemødet i år. I en pressemeddelelse skriver han:

- Jeg mener, at Geert Wilders med sine ekstreme synspunkter udgør en så stor sikkerhedsrisiko, at det fuldstændig vil spolere min oplevelse og mit udbytte af folkemødet.

Geert Wilders blev for et par uger siden udsat for et terrorattentat i Dallas, USA.

Folkemødet går ud over politiet

Claus Bakke er ikke den eneste, der vælger at undvære Krøllebølle-is i år.

Det samme gør hans partifælle Vordingborgs borgmester Knud Larsen med den begrundelse, at folkemødet kræver et massivt politiopbud på grund af frygt for terror mod den omstridte hollandske Islam-kritiker Geert Wilders.

- Samtidig med at vi vil hylde demokratiet, så oplever vi et politikorps, der har masser af overarbejdstimer. Samtidig med vi siger, at demokratiet og ytringsfriheden er så højt prioriteret, så vi sætter ikke en kobling mellem de to paradokser, siger Knud Larsen.

- Politiet er presset, og vores ytringsfrihed vil vi værne om. Selvfølgelig vil jeg værne om ytringsfriheden. Men hvorfor skal en hollandsk politiker til Bornholm for at øge risikoen, når vi sagtens kan diskutere demokrati alligevel.

Haarder: Vi skal vise, at vi ikke er bangeFolketingets grand old man, Bertel Haarder var manden, der undfangede ideen om folkemødet på Bornholm.

Han reagerer stik modsat. På sin Facebook-profil skriver han: Lad os vise, vi ikke er bange og tage mange flere til Bornholm.

Men Vordingborgs borgmester er ikke enig. 

- Jeg har altid sat Bertel Haarder højt, og det gør jeg også her. Men derfor må jeg egentlig godt have lov at rømme mig en gang og sige ja, selvfølgelig skal vi hylde demokratiet, men dem, der skal værne om vores sikkerhed i Danmark, skal vi også værne om, og det synes jeg ikke, vi gør, siger Knud Larsen.

Afbud ærgrer Bornholms borgmester

De annoncerede afbrud til den store folkefest, som hver sommer samler mange tusinder på klippeøen i Østersøen, ærgrer Bornholms socialdemokratiske borgmester, Winni Grosbøll.

- Jeg synes det er ærgerligt, hvis det er fordi, man har hørt, at Geert Wilders taler en time ud af de fire dage folkemødet foregår. Folk er selvfølgelig hjerteligt velkomne til selv at vurdere, om de vil være der eller ej, men jeg synes, da at det er ærgerligt, hvis det er det der er begrundelsen, siger hun.

Hun vil ikke bede Geert Wilders om at blive væk. Det ville gå imod hele tankegangen bag folkemødet, siger hun. Og kan ikke se et problem i, at der er mere politi. 

- Folkemødet er i bund og grund en spejling af det danske samfund. Og det danske samfund er forandret i forhold til, da vi holdt folkemøde sidste år. Hvis du tager til København, er der også mere politi på gaden. Det er der også omkring Christiansborg og vores ministre, så det vil der også være på folkemødet, slår Winni Grosbøll (S) fast.