Det er for dårligt, at arbejdspresset på psykiatrisygehuset i Slagelse er så højt, at patienter ikke får dem behandling, de egentlig er indlagt for at få, og nu skal sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ind i sagen.
Det mener blandt andet psykiatriordfører fra Dansk Folkeparti Liselott Blixt, der også er formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.
I denne uge har både Dansk Sygeplejeråd og en anonym ansat på sygehuset kritiseret arbejdsmiljøet og fortalt, at sygehuset er plaget af dårligt arbejdsmiljø, stress, sygemeldinger og opsigelser på stribe.
Det har fået Liselott Blixt til at kontakte sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
- Jeg har i dag taget kontakt til sundhedsministeren og sagt, at jeg vil sende en række spørgsmål, hvor jeg vil have at vide, hvad regionen har gjort, og hvilke kompetencer de har sat ind, når de ikke kan få sygeplejersker og psykiatere, siger hun.
Psykiatrisygehuset er blevet kritiseret af patienter, som ikke mener, de har fået den rette behandling, og det er bekymrende, mener psykiatriordføreren.
- Når man kan høre fra både ansatte og indlagte, at man bliver medicineret og ikke får den rette behandling, er ikke acceptabelt, siger Liselott Blixt.
Tilbage i 2016 var daværende sundhedsminister Sophie Løhde (V) i samråd om netop psykiatrisygehuset, og det er for dårligt, at der stadig er problemer, mener socialdemokraten Kaare Dybvad, der dengang havde ministeren i samråd.
- Dengang blev vi lovet, at der ville komme en samlet løsning, men det ser altså ud til, at det stadig halter, siger han.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), men det er ikke lykkedes.