Sagen om Rikke Andersen, der i dag er blevet fritaget for at betale en bøde, hun fik for at efterlyse med mand på Facebook, har sendt anklagemyndigheden på arbejde igen.
Rikke Andersen delte billedet af manden, som havde blottet sig for hendes datter, hvilket politiet takserede til en bødestraf på 5.000 kroner for uretmæssigt at have delt overvågningsbilleder. I dag har hun dog fået rettens ord for, at den bøde ikke skal betales.
Begrundelsen lyder, at anklageren havde brugt den forkerte bestemmelse i persondataloven. Det er dog ikke nødvendigvis sidste ord i sagen, for der er andre bestemmelser, der gør det strafbart at videregive billeder af andre.
- Vi vil nu se sagen igennem og vurdere den sammen med Statsadvokaten. Så vil vi overveje, om vi skal gå videre med den, siger kontorchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Bente Thejlade Jensen.
Hun er overrasket over sagens udfald:
- Vi må konstatere, at retten ikke har været enig i anklagemyndighedens vurdering af, at private personer under visse omstændigheder kan blive dataansvarlige, siger hun.
Kontorchefen understreger, at afgørelsen i dag ikke giver grønt lys til andre, der overvejer at eftersøge mistænkte på nettet:
- Det skal man bestemt ikke gøre, for det er stadig strafbart at smide billeder af mistænkte personer på Facebook, så det bliver offentliggjort overfor alle mulige andre.
Der findes ifølge anklagemyndigheden flere bestemmelser i både straffeloven og persondataloven, som beskytter borgerne mod den slags billeder. Så der er ikke frit lejde til at videregive billeder på den måde.