Dygtigere sygeplejersker og mindre frafald på uddannelsen.
Sådan lyder målene for en helt ny digital form for undervisning, der til sommer skal prøves af på sygeplejerskeuddannelsen flere steder i landet.
Innovationsfonden har netop givet 17 millioner kroner til projektet på Professionshøjskolen Absalon, hvor en intelligent og digital undervisning, der bliver tilpasset den enkelte studerende, skal erstatte meget af teoriundervisningen ved tavlen.
Den individuelle teoriundervisning skal give mere plads til praktiske øvelser på studiet, så de studerende er bedre forberedt på den virkelighed, de møder på hospitalerne.
Det siger direktør for sundhed ved professionsskolen Absalon Daniel Bojsen.
Samtidig håber direktøren også, at den digitale undervisning kan være med til at sikre, at flere af de sygeplejersker, der er brug for i øjeblikket, bliver på uddannelsen.
Professionshøjskolen Absalon oplever, at omkring hver femte studerende falder fra blandt andet på grund af den tunge teoriundervisning.
- Undervisningen vil i højere grad være, at man ikke gennemgår teorien i undervisningen. I stedet bruger man sin sygeplejefaglighed i forhold til simulation, hvor man arbejder med dukker eller laver rollespil. Det tror jeg vil gøre uddannelsen sjovere, og jeg håber, at det vil fastholde flere studerende, siger Daniel Bojsen.
Studerende vil afprøve færdigheder
Pernille Schmidt er underviser på sygeplejerskeuddannelsen på Absalon. Hun ser også frem til den nye type undervisning, hvor der bliver mere plads til rollespil og simulation.
Hun oplever, at de studerende efterspørger et sted, hvor de kan afprøve deres færdigheder.
- Det her er et sikkert sted, hvor de kan tillade sig at fejle, uden det har konsekvenser for patienterne. Det giver de studerende en tryghed, til når de skal ud i deres praktik og i den virkelige verden. Hvis man skal holde sygeplejersker i deres fag, er det vigtigt, at de føler sig trygge, siger hun.
Den nye digitale og individuelle undervisning vil være en del af et projektforløb de næste fire år på Absalons fem sygeplejerskeuddannelser i Næstved, Slagelse, Roskilde, Holbæk og Nykøbing Falster.
Viser projektet sig at være succes, vil Absalon udvide undervisningsmetoden til andre professionsbacheloruddannelser som eksempelvis lærer- og pædagoguddannelsen.