Naboer kæmper mod udrejseø: Borgermøde, underskriftindsamling og nul hussalg

Udsigten til et udrejsecenter på øen Lindholm har fået borgerne på Sydsjælland til at gøre sig klar til kamp.

Marie Lenstrups hus var tæt på at blive solgt, men køber trak sig efter udmeldingen om et udrejsecenter på Lindholm. (Foto: © Gustav Juul Olesen/Privatfoto, (c) DR)

Det kommende udrejsecenter på øen Lindholm for kriminelle udlændinge har kostet et hussalg i området.

I Gammel Kalvehave, der ligger ved Stege Bugt, var der næsten underskrevet en købsaftale på Marie Lenstrups hus.

Men efter regeringen og Dansk Folkeparti offentliggjorde, at der skal ligge et udrejsecenter på Lindholm knap fire kilometer væk, sprang køberne fra.

- Vi manglede bare at blive enige om en pris, forklarer Marie Lenstrup, der sammen med køber havde været igennem en lang proces med at udveksle oplysninger om huset.

I fredags præsenterede regeringen sammen med Dansk Folkeparti finansloven for 2019. Tirsdag brast Marie Lenstrups drøm om at få solgt sit hus.

- Den potentielle køber sender en e-mail til vores mægler, hvor de skriver, ’vi trækker os på grund af nyheden om det fremtidige udrejsecenter på Lindholm’, fortæller Marie Lenstrup og tilføjer:

- Der er jo ikke rigtig plads til hverken overtalelse eller diskussion. Jeg må indrømme, jeg kan godt forstå dem.

Marie Lenstrup er ikke tilfreds med, at der skal være et udrejsecenter på Lindholm, blandt andet fordi det giver usikkerhed om boligmarkedet:

- Både i forhold til, hvordan det bliver at bo i Kalvehave fremover, men særligt også med hvad der kommer til at ske med boligmarkedet. Jeg ville da heller ikke købe et hus nu, hvis jeg ikke kunne være sikker på, om det ville gå op eller ned i værdi inden for en kort årrække.

Konsekvensen for Marie Lenstrup bliver sandsynligvis, at hun tager huset af markedet og bliver boende i et hus, der nu er alt for stort til hende. Hendes mand døde sidste år, og derfor vil Marie Lenstrup gerne flytte.

- For det første kan jeg ringe og aflyse det rækkehus, jeg ellers havde fået til leje. Så tænker jeg, jeg må tage mit hus af markedet og vente på bedre tider.

Skuffet ejendomsmægler

Hos Danbolig i Kalvehave kan ejendomsmægler Karina Fromberg allerede nu kan mærke, at kunderne er blevet mere tilbageholdende, når det kommer til husene i den lille sydsjællandske by. Hun bekræfter også, at Marie Lenstrups hus var meget tæt på at blive solgt.

- Det gjorde ondt både på os, men selvfølgelig også på vores sælger, tilføjer hun.

Sydsjællandske borgere til kamp mod udrejsecenter

Mange andre borgere på Sydsjælland vil vise deres utilfredshed med planerne om et udrejsecenter på øen Lindholm over for politikerne.

Kalvehave Lokalråd er gået sammen med Socialdemokratiet i Vordingborg Kommune om at lave et borgermøde og en stor underskriftindsamling mod udrejsecentret, fortæller Liselotte Møller. Hun er formand for Socialdemokratiet i kommunen.

- Vi prøver at komme i kontakt med så mange mennesker som muligt. Gennem en underskriftindsamling kan vi nå ud til rigtig mange mennesker. Potentielt til hele Danmark, siger hun.

Indtil videre har de indsamlet 1.100 underskrifter, og hun håber, at den store interesse for borgermødet og underskriftindsamlingen kan være med til at lokke de ansvarlige politikere med til Folkemøde på Møn senere på måneden.

- Vi vil gerne have, at de kommer og forklarer, hvad de har tænkt sig. Man må jo have tænkt meget, når man bruger 750 millioner på det, siger hun.

Hun tror, at befolkningens samlede protester mod udrejsecentret kan være med til at overbevise politikerne om, at de har taget den forkerte beslutning.

- Jeg er sikker på, at vores indsats nytter noget. Når politikerne kun bruger 22 dage på at beslutte sig for, hvor udrejsecentret skal ligge, så kan vi også få dem til at ombestemme sig, siger hun.

Bekymrede borgere

Der er flere af byens borgere, der ligesom Liselotte Møller håber, at udrejsecentret i sidste ende ikke skal ligge på Lindholm.

Ole Jensen fra Kalvehave er ikke vild med tanken om et udrejsecenter på Lindholm. Han håber dog, at politikerne når at ombestemme sig omkring placeringen. (Foto: © Mads Raagaard, (c) DR)

En af dem er Ole Jensen, der har boet i Kalvehave i fem år. Han mener, at der er en god chance for, at politikerne når at ombestemme sig.

- Der sker så meget i politik, og der når at komme folketingsvalg, inden udrejsecentret bliver en realitet. Så mit budskab er, at vi skal klappe hesten og slappe af, siger han.

Hvis de kriminelle udlændinge alligevel flytter ud på øen, er han dog ikke i tvivl om, hvad han vil gøre:

- Min kone og jeg kigger lige nu efter et andet sted at bo. Vi er ikke meget for at skulle være så tæt på kriminelle. Jeg går tit tur med hunden, når det er mørkt, og det ville jeg ikke være meget for med kriminelle så tæt på.

Hvis alt går efter politikernes nuværende planer, vil udrejsecentret stå klar i 2021.